I valgkampen foreslog Venstre at genindføre det grønne håndværkerfradrag.

Den nu forhenværende S-regering havde nemlig i foråret 2022 sløjfet muligheden for at hver dansker årligt kunne trække op til 25.000 kroner fra i skat ved køb af håndværksydelser.

Den mulighed skulle tilbage hurtigst muligt, måtte man forstå på Venstre i valgkampen.

Her præsenterede partiet en 2030-plan, hvor det stod at »Venstre vil genindføre det grønne håndværkerfradrag, der giver danskerne flere muligheder for at gøre deres boliger mere klimavenlige.«

Men efter Venstre er gået i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne er den ambition lagt på hylden, skriver Børsen på baggrund af et folketingssvar fra skatteminister Jeppe Bruus (S).

Her skriver han, at den nye SVM-regering ikke har nogen planer om at ændre på bolig-job-ordningen og genindføre håndværkerdfradraget.

Fradraget blev afskaffet med finansloven for 2022 og forsvandt endeligt i april. Man kan dog stadig få fradrag for serviceudgifter, for eksempel udgifter til rengøring i hjemme, for i alt 6400 kroner om året per person.

Beslutningen om at afskatte håndværkerfradraget fik sidste år hårde ord med på vejen fra Venstres Troels Lund Poulsen.

I december sidste år sagde han, at det ville være »afgørende« for Venstre at få genindført fradraget efter et valg.

»Jeg er med på, at det nok er lagt i koma i en periode. Men Socialdemokratiet har jo gentagende gange skiftet holdning til det her, så lur mig, om ikke den dag, de er i opposition, så synes de, at det igen er en god idé,«  lød det fra Troels Lund Poulsen.

Han er nu økonomiminister i den nye SVM-regering. Hverken han eller Venstres skatteordfører, Jan E. Jørgensen, har ønsket at stille op til interview med avisen.

Håndværkerfradraget blev første gang indført i 2011 med det formål at skabe flere jobs og sætte gang i den økonomiske vækst.

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.