Danmark har i 45 år levet op til FN’s målsætning om at bruge 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand.
Men det skal være slut.
I hvert fald hvis det står til Venstre, skriver Berlingske.
Partiet vil nemlig efter næste valg sænke den danske udviklingsbistand fra 0,7 til 0,5 procent af bruttonationalindkomsten.
Ifølge partiets egne beregninger vil det frigive omkring 6,5 milliarder kroner årligt, som Venstre vil bruge på danskernes velfærd og sikkerhed.
»Vi står i en situation, hvor vi ikke bare kan gøre, hvad vi er vant til. Det er nødvendigt at omprioritere udviklingsbistanden, fordi vi gerne vil investere mere i velfærden og i sikkerhed,« siger Venstres formand Troels Lund Poulsen til Berlingske.
Udspillet markerer et brud med den udviklingspolitiske strategi, som regeringen selv præsenterede sidste sommer.
Her understregede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at dansk udviklingsbistand også er et sikkerhedspolitisk redskab, der skal forhindre, at fattige lande søger mod Kina og Rusland.
Troels Lund Poulsen afviser dog, at der skal skæres i støtten til Ukraine, men erkender, at andre dele af bistanden må prioriteres anderledes.
I dag bruger Danmark omkring 23 milliarder kroner årligt på udviklingsbistand. En stor del af pengene går til direkte støtte til andre lande, humanitære indsatser og internationale organisationer som FN.

