Venstre støtter en uvildig advokatvurdering af Instrukskommissionens delberetning.

Det skriver partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, på Twitter:

»Et flertal i Folketinget ønsker, at delberetningen bliver gennemgået af uvildige advokater. Det er fornuftigt, og det støtter vi i Venstre,« skriver han og tilføjer:

»Det har vi netop besluttet på vores gruppemøde.«

Meddelelsen kommer efter, at Venstre-formanden i omkring et døgn har været i tænkepause i forhold til de delkonklusioner, Instrukskommissionen mandag kom med om Venstre-næstformand Inger Støjbergs ageren i adskillelsen af 23 asylægtepar, da hun i 2016 var udlændinge- og integrationsminister.

Dermed tilslutter Venstre sig partierne i rød blok, som også først vil have en uvildig advokatvurdering af konklusionerne, inden det næste skridt om en eventuel rigsret tages. Også De Konservative har tilsluttet sig flertallet.

Inden tirsdagens gruppemøde i Venstre udtalte Inger Støjberg sig selv om en uvildig advokatundersøgelse.

»Det tror jeg, er meget fornuftigt. Det har man gjort før. Det må være, som det er, og det er godt nok,« sagde hun ifølge Ritzau.

Inger Støjberg-sagen skal i første omgang undersøges af uvildige advokater.
Inger Støjberg-sagen skal i første omgang undersøges af uvildige advokater. Mads Claus Rasmussen

Både Alternativet og Liberal Alliance har omvendt allerede meldt ud, at man ønsker en rigsretssag. Til det sagde Inger Støjberg tidligere tirsdag:

»Lad nu tingene køre sin gang.«

Lige nu er der altså ikke flertal i Folketinget for en rigsretssag. Først efter en uvildig advokatundersøgelse skal partierne dernæst tage stilling til, om den skal rejses eller ej.

Instrukskommissionen har gennem et år undersøgt forholdene i 23 sager, hvor de danske myndigheder i 2016 skilte 23 ægtepar fra hinanden, hvor kvinden var under 18 år. Mændene var ofte i 20'erne. Flere af parrene havde børn sammen.

Kommissionen skriver, at Inger Støjberg flere gange har talt 'urigtigt og misvisende' over for Folketinget i sagen – og man mener heller ikke, at hun kan have været i tvivl om de ulovlige forhold i sin fremgangsmåde.

 

Det konkluderes dog, at hun ikke har givet en tjenestebefaling til embedsværket om at administrere i strid med loven. Altså at hun ikke selv har givet en direkte ordre. Det samme lagde Jakob Ellemann-Jensen, vægt på allerede mandag efter offentliggørelsen.

»Det er i tråd med, hvad Inger selv har sagt igennem forløbet, og det er væsentligt,« skrev han på Facebook.

Nu støtter Venstreformanden altså en uvildig advokatundersøgelse af sagen.