Flere borgerlige partier, især Venstre, rasede mod hjemsendelsen af de danske skolebørn, som netop i disse dage modtager nødundervisning derhjemme.

Men på tirsdag stemmer Venstre alligevel for et lovforslag, som sikrer at de danske skolebørn fortsat kan modtage fjernundervisning, hvis skolelukningerne fortsætter på den anden side af ferien.

Hvis lovforslaget stemmes ned, så vil det gøre det betydeligt sværere at lukke skolerne, da børnene så ikke kan modtage undervisning.

Nye Borgerlige er det eneste parti, som med sikkerhed stemmer imod forslaget på tirsdag.

Venstre stemmer for et lovforslag om at børn skal kunne fjernundervises til april 2022. Men samtidigt raser de mod lukning af skolerne.
Venstre stemmer for et lovforslag om at børn skal kunne fjernundervises til april 2022. Men samtidigt raser de mod lukning af skolerne. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Det er vores frygt, at hvis børnene kan fjernundervises, så vil regeringen bruge det til at holde skolerne lukket,« siger Nye Borgerliges sundhedsordfører Lars Boje Mathiesen og fortsætter:

»Vi mener, at børnene skal tilbage i skolen. Fjerner man muligheden for fjernundervisning, så kommer de også tilbage i skolen,« siger han.

»Man skal huske, at undervisningsministeren netop har sagt, at den foregående lov ikke skulle bruges til at lukke skolerne, men nu har man lukket dem. Og man har ikke noget sundhedsfagligt belæg for det,« siger Lars Boje Mathiesen.

Liberal  Alliance har støttet tidligere lovforslag om fjernundervisning til skolebørnene, men er uafklarede om de vil støtte dette forslag, som vil gøre det muligt at fjernundervise eleverne helt til 18. april.

Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen
Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det handler om man vil have muligheden for at lukke skolerne i sit arsenal mod pandemien eller om man ikke vil,« siger Henrik Dahl, Liberal Alliances sundhedsordfører, som fortsætter:

»Det kan godt være, at regeringen ikke er voksen nok til at have det våben i sit arsenal, fordi betingelserne skal være opfyldt for at holde skolerne lukket,« siger Henrik Dahl.

Men Venstre stemmer for lovforslag L87, selvom partiet rasede da børnene blev sendt hjem.

»Lovforslaget handler ikke om massenedlukninger af skoler, men om at børnene kan blive fjernundervist, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed lukker en eller flere skoler, der er ramt,« siger Ellen Trane Nørby, Venstres undervisningsordfører.

Ellen Trane Nørby, Venstre
Ellen Trane Nørby, Venstre Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men vil det ikke gøre det meget nemmere for regeringen, at holde børnene helt hjemme, hvis de kan blive undervist? Det frygter Nye Borgerlige, for eksempel.

»Regeringen har allerede et rødt flertal for at lukke skolerne, hvis de ønsker det. Det er der ikke noget nyt i.«

Det er vel ikke en undskyldning for at stemme for forslaget?

»Jamen, synes vi det er optimalt? Nej, det synes vi ikke. Men vi har sikret, at perioden er tidsmæssigt afgrænset. Og vi må også forholde os til, at organisationer for forældre, skoler med flere har ønsket at det her stemmes igennem.«

Men har du tillid til, at regeringen ikke bruger denne lov som løftestang til at holde skolerne lukkede?

»Nej, det har jeg ikke. Men jeg har set flere af de tiltag, som man planlægger, så man netop kan holde skolerne åbne efter ferien. Det ser lovende ud. Stoler jeg nagelfast på det? Nej, men i det mindste er der taget skridt for at undgå skolelukninger,« siger Ellen Trane Nørby.