»Det er ret farligt, det Vermund har gang i.«

Sådan siger Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen om Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, og de udtalelser, hun er kommet med om det danske kongehus.

I et længere interview med Berlingske mandag erklærede Vermund sig enig med debattøren Eva Agnete Selsing i, at det danske kronprinspar for tiden er for politiserende.

Seneste eksempel kom ifølge politikeren og debattøren, da kronprinsesse Mary og kronprins Frederik for nyligt uddelte deres årlige priser.

Nye Borgerliges partileder Pernille Vermund kritiserer kronprinsparret for at være for politiserende.
Nye Borgerliges partileder Pernille Vermund kritiserer kronprinsparret for at være for politiserende. Foto: Soren Bidstrup
Vis mere

Her blev organisationen Bydelsmødrene og den sociale virksomhed FRAK hædret.

Førstnævnte arbejder på at oprette sociale netværk for minoritetskvinder, mens den sidste organisation hjælper unge i udsatte boligområder i København med at få fritidsjob.

Også musikeren Jada vandt en af kronprinsparrets priser, og i sin takketale brugte hun sin tid på at ønske det hvide overherredømme og patriarkatet hen, hvor peberet gror.

»Havde det nu alene handlet om Jada, kunne man sige, at det bare var en kikset situation. Men der ligger jo et bevidst valg i prisen til Bydelsmødrene. Der ligger et bevidst valg i prisen til den virksomhed (FRAK, red.), som får unge mennesker i arbejde,« siger Pernille Vermund til mediet og uddyber:

»Og der ligger et bevidst valg i at deltage i klimapolitiske arrangementer. Og de bevidste valg er mere politiske end det, jeg synes, man har taget tidligere. Og jeg vil stadig mene, at det er en skidt vej at gå.«

Men Jan E. Jørgensen kunne ikke være mere uenig.

Faktisk mener han, at Pernille Vermunds ærinde er direkte farligt.

»Man skal være varsom med at kritisere kongehuset, som skal repræsentere alle - også folk, der ikke bakker op om dem. For så ville kongehuset aldrig kunne vise sig offentligt til arrangementer hos eksempelvis LGBT, kunst og kultur. Så ville det blive et ligegyldigt og tandløst kongehus,« siger Jan E. Jørgensen.

Jan E. Jørgensen (V) mener, at Pernille Vermund er ude i et farligt ærinde med sin kritik af kronprinsparret.
Jan E. Jørgensen (V) mener, at Pernille Vermund er ude i et farligt ærinde med sin kritik af kronprinsparret. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Det er farligt, det Vermund har gang i,« siger han.

Hvorfor er det farligt?

»Det risikerer at underminere den folkelige opbakning til kongehuset, der skal favne bredt - også folk, som Nye Borgerlige ikke er enige med.«

Men har Pernille Vermund ikke en pointe i, at kongehusets medlemmer skal passe på med at blande sig i politik?

»Det er rigtigt, at de ikke skal fortælle, hvem de stemmer på eller komme med konkrete forslag til reduktioner i udledning af drivhusgasser, men de må gerne sætte generel fokus på naturbeskyttelse via WWF, som prins Henrik gjorde i mange år, eller på klimaet, som er et vigtigt emne i de her år.«

Hvorfor tror du, Pernille Vermund kommer med de her udtalelser nu?

»Det er ret tydeligt, fordi kronprinsparret har hyldet nogle kunstnere, som Nye Borgerlige ikke er enige med. Men kronprinsparret hylder kunstnernes arbejde, ikke deres politiske holdninger. For mig at se er det manglende rummelighed over for folk, der er anderledes tænkende,« siger Jan E. Jørgensen og uddyber:

»Man er åbenbart kun royal, når det passer ind i ens dagsorden - og så er man jo ikke rigtigt royal.«