Regeringens i alt 98 stramninger på udlændingeområdet har ikke virket, mener Venstre-veteranen Eyvind Vesselbo (V).

Siden 2015 er der kommet 50.306 udlændinge til Danmark i form af opholdstilladelser til asylansøgere samt familiesammenføringer, viser tal fra Danmarks Statistik og Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Og de tal er ifølge Eyvind Vesselbo, der sad i Folketinget for Venstre frem til valget i 2015, et vidnesbyrd om, at stramningerne ikke har virket efter regeringens hensigt.

»Man har været meget stolt over de 98 stramninger, men når man går ind og kigger på effekten af dem ser man, at der er kommet over 50.000 udlændinge hertil, mens regeringen har været ved magten. Er det måske fordi, det bare er ord? Og fordi, det i højere grad rammer nogen, der ikke skulle have været ramt - nemlig danskere - i højere grad end dem, der skulle have været ramt,« spørger Eyvind Vesselbo - som selv giver svaret.

»For mig at se er der ingen tvivl om, at det bare er ord. Man kalder det stramninger, men når man går ind og ser nærmere på dem, har de ikke nødvendigvis nogen betydning for dem, der kommer hertil,« siger han, der igennem en årrække har beskæftiget sig med netop udlændingeområdet.

De officielle tal viser også, at der kom 31.786 udlændinge til landet i perioden 2011-2014, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) havde regeringsmagten. Siden kom der en flygtningekrise, hvor tilstrømningen af asylansøgere for første gang i 20 år passerede 10.000. Samtidig gennemførte Thornings to regeringer i alt 45 lempelser af udlændingepolitikken. Sådan udlagde Morten Østergaard (R) i hvert fald lovændringerne på området.

Og det viser ifølge Eyvind Vesselbo, at det ikke er betegnelsen, der er det centrale - men effekten.

»Det er ikke nok at sige, at man strammer, når virkeligheden viser noget andet. Løkke har tidligere forklaret, at virkeligheden indhentede os. Det gør den åbenbart stadig,« siger han, der gerne vil udstille det, han kalder 'regeringens hykleri'.

»Man fører jo befolkningen bag lyset, når man siger, at man har styr på det, men i virkeligheden ikke har det. Det er jo bare ren tom retorik, som i virkeligheden er skadeligt for Danmark,« siger Eyvind Vesselbo.

B.T. ville gerne have forholdt udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) kritikken, men det har ikke været muligt, da hun holder ferie. I en skriftlig kommentar affejer udlændingeordfører Marcus Knuth (V) sin partifælle:

»Det lyder som endnu et surt opstød fra Eyvind Vesselbo, der tydeligvis burde sætte sig bedre ind i fakta, inden han udtaler sig,« skriver han og uddyber:

»Regeringens mange opstramninger har medvirket til, at Danmark er gået fra over 20.000 asylansøgere i 2015 til blot ca. 3.500 sidste år - som er det laveste asylantal i næsten 10 år. Så ja, der var et stort asylpres, da vi overtog regeringsmagten, men det har vi fået rigtig godt styr på siden - takket være vores mange opstramninger.«

De nyeste tal viser, at der er givet rekordlave 581 opholdstilladelser i asylsager til og med maj 2018, mens 2.282 er blevet familiensammenført.