Venstre-politikeren Stephanie Lose, der er formand for Region Syddanmark, har betalt for lidt i skat. Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge et notat fra regionen, som JydskeVestkysten har set, skyldes en 'forkert administrativ vurdering', at Venstre-kvinden har fået udbetalt cirka 23.000 kroner i skattefri kørselsgodtgørelse. Det skulle imidlertid have været skattepligtigt.

»Der er tale om så komplicerede regler og fortolkninger, at vi nu konstaterer, at vi er kommet til at kløjes i det. Det er vi rigtig kede af det. Nu vil vi være sikre på, at vi gør det rigtigt,,« siger Jane Kraglund, der er direktør i Region Syddanmark, til JydskeVestkysten.

Sagen opstod, da Stephanie Lose i forbindelse med en flytning undlod at betale skat kørselsgodtgørelsen mellem hjem og arbejde i de første 60 dage efter flytningen.

Lose havde imidlertid allerede benyttet den såkaldte 60-dages-regel fra sin tidligere bopæl i det samme skatteår, og derfor var det forkert, da regionen meddelte hende, at hun kunne få ny omgang med skattefri kørsel fra den nye bopæl.