Venstre-politikeren Jakob Engel-Schmidt stopper som underdirektør på handelsskolen Niels Brock efter kokainkørsel. Samtidig er han færdig i sin rolle på TV2 NEWS.

Jakob Engel-Schmidt, der den 1. oktober gik på orlov fra folketingsgruppen Venstre for at tiltræde som udviklingsdirektør på Niels Brock, stopper med øjeblikkelig virkning. Det skriver Niels Brock i en pressemeddelelse onsdag.

»Det er kommet fuldstændig bag på os, og vi er naturligvis kede af det på Jakobs vegne; det er en stor både personlig og professionel tragedie,« siger administrerende direktør på Niels Brock Anya Eskildsen.

Niels Brock udtaler sig af princip ikke i personalesager, men bekræfter, at der er indgået en fratrædelsesaftale med Jakob Engel-Schmidt.

Bestyrelsesformand for Niels Brock, Ernst Lykke Nielsen, vil ikke uddybe beslutningen over for BT.

Han gav tidligere onsdag morgen udtryk for, at Jakob Engel-Schmidts job hang i en tynd tråd.

»Det er rigtig dumt uanset hvad, og i forhold til en stilling som direktør på Niels Brock er det ikke foreneligt med skolens værdier,« lød det.

Heller ikke på TV 2 NEWS skal man nu forvente at se Jakob Engel-Schmidt i programmet News og Co., skriver TV 2.

Her har den 34-årige politiker og direktør været en del af panelet i eftermiddagsprogrammet. Men det er nu slut.

»Jakob Engel-Schmidt har været en del af vores panel på 'NEWS & Co.', og vi har sagt til ham i dag, at det kan han ikke fortsætte med foreløbig. Det er selvfølgelig et problem for vores program. Lige nu skygger den her sag og dens omstændigheder for, hvad han i øvrigt måtte sige som medlem af et panel, siger chefredaktør på TV 2 NEWS Ulla Pors.

Venstre-profilens akutte nedtur sker efter, at han natten til den 4. juli 2017 blev stoppet af politiet på grund af en defekt lygte. Her fattede betjentene mistanke til, at den 34-årige bilist var påvirket under sin kørsel.

Han nægtede dog ifølge eb.dk at deltage i både en udåndingsprøve og en narkometertest. Derfor blev han anholdt klokken 00.43, fremgår det af døgnrapporten.

Få måneder senere - den 8. september - offentliggjorde Jakob Engel-Schmidt, at han tog orlov fra Folketinget for at vende tilbage til Niels Brock, hvor han arbejdede fra 2015 til 2016. Han tiltrådte sin nuværende stilling 1. oktober.

På Facebook skriver Jakob Engel-Schmidt, at han ‘har været et kæmpe fjols.’

‘Jeg har dummet mig. Alvorligt – og jeg skammer mig,’ skriver han.