Selvom PET og kronprins Frederik undskylder, at Krone 7 krydsede den lukkede Storebæltsbro, forsvarer flere Venstre-politikere stadig Kronprinsens ret til at gøre det. »Kritikken er pinlig,« lyder det.

»Danmark når Danmark viser sig fra den dårlige side...«! Sådan indleder Hernings borgmester, Venstre-manden Lars Krarup, et indlæg på Facebook efter kritik af kronprins Frederiks tur over den stormlukkede Storebæltsbro.

»Er der sket nogen skade? Alle kom godt og sikkert over. Ingen er kommet til skade. Ingen ridser i bilen. Ingen problemer,« fortsætter Venstre-borgmesteren sin kritik af kritikerne.

Lars Krarup er tværtimod begejstret over, at kronprins Frederik deltog i Sport 2014 i Jyske Bank Boxen ved Herning.

»H.K.H. Kronprins Frederik gjorde folket ære og berigede idræts- og foreningsfolk ved sin tilstedeværelse i Boxen lørdag aften. Den »lette« beslutning havde været at køre hjem,« skriver Lars Krarup videre.

»Lad os i stedet for fortsat glædes over H.K.H. Kronprinsens store helhjertede engagement i dansk idræt og de mange gode værdier, som mange finder glæde i rundt i foreningsdanmark,« skriver Lars Krarup.

Også Venstres Søren Pind (V) forsvarer Kronprinsens køretur.

»Det er et kongeligt privilegium. Lige så vel som der bliver dispenseret fra regler for prins Joachim, når han skal have Schackenborg, så er det sådan, at på en række områder gælder reglerne ikke. Fordi de er repræsentanter for statsoverhovedet i Danmark. Og det skal man ikke være så overrasket over,« siger Søren Pind.

Han kalder derimod kritikken for latterlig.

»Vi lever i en latterlig tid, hvor folk går i for små sko og ikke har noget ordentligt at gå op i. Alle mulige andre samfundsinstitutioner bliver kritiseret sønder og sammen. Vi har departementschefer, der bliver jagtet rundt af pressen, og ministre der skal krybe langs panelerne. Og nu er den tur også kommet til Kongehuset. Vi andre er valgt eller kan sige vores job op. Men det kan Kongehuset ikke,« siger Søren Pind.

Både SF og Enhedslisten kritiserer Kronprinsens tur, fordi begge mener, at den potentielt kunne bringe andre i livsfare, hvis noget var gået galt, og det var endt i en redningsaktion.

Enhedslisten vil bede justitsminister Mette Frederiksen (S) om at redegøre for forløbet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsministeren selv mandag.