Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, har siden fredag aften været ude i en shitstorm, efter han tweetede et billede af en tallerken med fem slags svinekød ledsaget af teksten:

'Fremragende julefrokostmad – sikkert langt fra den kommende buffet på Lindholm #dkpol'

Toppolitikeren havde indvilget i at stille op til interview på TV2 News og forklare sit tweet klokken 12 lørdag, men den aftale endte han med at løbe fra i sidste øjeblik, oplyser tv-kanalen.

I stedet har Torsten Schack Pedersen slettet det omstridte tweet og beklaget på Twitter.

'Jeg beklager. Mit tweet var forsøgt lavet med et glimt i øjet. Men jeg kan godt se, at den ikke ligefrem gik rent ind. Og derfor sletter jeg det.'

'Jeg er ked af, at mit tweet har stødt folk. Der var absolut ikke hensigten. God dag til alle,' skriver han på Twitter.

Du kan se et screendump af Torsten Schack Pedersens tweet her.

Torsten Schack Pedersen vakte opsigt med et tweet fredag aften. Det er nu slettet fra hans profil.
Torsten Schack Pedersen vakte opsigt med et tweet fredag aften. Det er nu slettet fra hans profil.
Vis mere

Lindholm er den ø, regeringen netop har besluttet at sende udviste kriminelle udlændinge ud på, når de flyttes fra Udrejsecenter Kærshovedgård.

Torsten Schacks tallerken med svinekød er formentlig en henvisning til, at en del af dem, der skal bo på øen, er muslimer.

Tweetet har vakt voldsom vrede fra hundredvis af brugere på Twitter, der har bestormet Torsten Schack Pedersen opslag med kritiske kommentarer.

B.T. har været i kontakt med Venstres politiske ordfører, Britt Bager.

Hun ønsker ikke at kommentere tweetet og henviser til Torsten Schack Pedersens undskyldning.