Det største regeringsparti mener, at tog er et levn fra fortiden, siger partiets ordfører. LA er enig.

København. Danmark bruger hvert år adskillige milliarder kroner på at drive tog, men ifølge de to regeringspartier Venstre og Liberal Alliance er tog og skinner noget, der hører fortiden til.

Det skriver Jyllands-Posten.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen er ikke i tvivl, siger han til avisen.

- Man skal lade være med at holde fast i fortiden, fremtiden er ikke skinner, fremtiden er asfalt, hvor der kan køre selvkørende biler. Derfor skal man holde op med at tænke i umoderne skinner, lyder det fra Kristian Pihl Lorentzen.

Han afviser på samme tid at give flere penge til letbaner i Aarhus og København.

- Hvis man i Aarhus har planer om at sprede letbanen ud i flere retninger, bliver det for egen regning, ligesom vi ikke er indstillet på at acceptere en fordyrelse af letbanen ved Ring 3 i København, siger han.

Hos Liberal Alliance er transportordfører Villum Christensen af samme opfattelse.

- Toget hører fortiden til, derfor skal vi have et paradigmeskift. Fremtiden handler i stedet om små, billige og mere miljøvenlige biler, der er selvkørende, og om langt mere fleksible busser. Derfor er jeg helt enig med Venstre, siger Villum Christensen til Jyllands-Posten.

Det mindste regeringsparti, De Konservative, er af en anden opfattelse:

- Det er vi ikke enige i, siger transportordfører Rasmus Jarlov (K) til Jyllands-Posten.

- Vi er dog enige i, at der skal investeres mere i vejene. Investeringerne i infrastruktur skal foretages fordomsfrit ud fra, hvordan vi hjælper flest med at komme hurtigere frem, siger han.

Hos både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er meldingen en klar afvisning af idéen om, at tog skulle høre fortiden til.

/ritzau/