Både Venstre og Dansk Folkeparti havde den øgede flygtningestrøm som et af hovedpunkterne, da regeringen onsdag holdt indledende møder om næste års finanslov.

Hvordan vil regeringen tage hånd om den øgede strøm af flygtningen til Danmark, og burde vi ikke stå sammen om at finde en løsning?

De opdaterede tal for antallet af flygtninge var blandt hovedpunkterne, da Venstre og Dansk Folkeparti onsdag var til såkaldte sættemøder i Finansministeriet for at drøfte næste års finanslov.

Regeringen fordoblede onsdag sin prognose for, hvor mange asylansøgere, der kommer til Danmark i 2014, og man forventer nu 20.000 asylansøgere mod 10.000 tilbage i august.

Venstre lægger op til tre delaftaler, hvoraf en fokuserer på at tage hånd om den store flygtningestrøm så hurtigt som muligt.

»Der er den mulighed, at man strammer reglerne sammen med Enhedslisten. Men der var også den mulighed, at man satte sig ned med os og løste det her problem,« lød det fra partileder Lars Løkke Rasmussen (V), der betegnede asylforslaget som et af tre delaftale-forslag, da regeringen bejler til Enhedslisten og SF om finansloven.

Dansk Folkeparti mødte op med kravet om at få et klart svar på, hvordan regeringen vil finansiere de mange flere flygtninge, der ifølge Politiken vil betyde en tredobling af de forventede udgifter på området til omkring fire milliarder kroner.

»Når man forventer, at der kommer 20.000 asylansøgere til Danmark i år, så koster det altså over fire milliarder kroner, og så er der alle de afledte ekstra udgifter derudover,« sagde partileder Kristian Thulesen Dahl (DF).

Men begge partier måtte gå fra møderne uden indtryk af, at regeringen har skiftet mening om, hvilken side man vil hælde til.

»Kortene er pakket med Enhedslisten, og hvis de er det, så kan jeg ikke bryde spillet op igen,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Kristian Thulesen Dahl kunne konstatere, at Bjarne Corydon ikke havde et klart svar på, hvordan flygtningestrømmen skal finansieres på. Og det er der en god grund til, forklarede finansminister Bjarne Corydon (S).

»Der er rigtig mange udgiftsposter på en finanslov, der bevæger sig, alt efter hvordan udviklingen er. Vi skal have et samlet overblik over de ting, før vi forholder os til det økonomisk,« sagde han.

I stedet bør de borgerlige partier se på de tiltag, som regeringen er på vej med, lød det.

»Regeringen har lagt en konkret politik frem for, hvordan vi vil håndtere det, og der er kommet konkrete forslag frem for, hvordan vilkårene skal være på området. Og i stedet for at gøre et stort finansnummer ud af den sag, så kan man starte med at støtte de forslag, hvis man synes, det er den retning, der skal gås i,« sagde Bjarne Corydon.

De Konservative mangler fortsat at komme forbi Finansministeriet, og regeringen indkalder til nye møder - højst sandsynligt med Enhedslisten og SF - efter efterårsferien.