Venstre-legenden Bertel Haarder på 81 år kommer nu med en klar opfordring til sit gamle parti. 

Han mener, at det vil være bedst, at Venstre går med i en regering henover midten i dansk politik. 

Ligesom partiet gjorde efter valget i november 2022, hvor SVM-regeringen blev dannet, og sent mandag eftermiddag var Venstre-toppen til forhandlinger med den fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) om dannelsen af en ny regering. 

Mødet tog et par timer og Venstres næstformand, Stephanie Lose, regner med, at der vil komme flere møder med Venstre og den kongelige undersøger. 

Bertel Haarder mener, at Venstre har fået ret meget politik indført på det grønne område ved at være med i en midterregering - og det er langt sværere ved en regering, hvor Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne er støttepartier.  

»SVM-regeringen gjorde en række grønne ting, især i treparten, men også andet, og det er den profil, der skal videreføres,« siger Bertel Haarder, der med over 42 år i Folketinget er den længst siddende politiker i Danmark nogensinde.

Han bakker dermed op om den tidligere Venstre-profil Tommy Ahlers, der i et interview med jp.dk også har opfordret til en bred midterregering for at føre mere grøn politik.  

»Jeg er fuldstændig enig i alt, hvad Tommy Ahlers udtaler i det interview,« siger Bertel Haarder. 

Men som de fleste ved, så endte Venstre med 24. marts at få det ringeste folketingsvalg i partiets 150 år lange historie.

Problemet for Venstre er bare, at det ikke gik så godt ved folketingsvalget efter at have siddet i en midterregering...

»Nej, det kan man roligt sige. Det kan man roligt sige,« lyder det fra Bertel Haarder, inden B.T. får færdigformuleret spørgsmålet. 

»Derfor er det vigtigt at understrege vigtigheden af at køre videre i det grønne spor, som SVM-regeringen i den grad var inde på, men ikke fik kredit for. Blandt andet fordi, der blev kørt så hårdt på Venstre,« tilføjer han. 

'Synes ikke Venstre skal pive'
Men er du ikke nervøs for, at det igen vil give kritik af Venstre - og koste endnu flere vælgere - hvis dit gamle parti igen indgår i en regering henover midten med Socialdemokratiet?

»Jo, jo, og jeg synes heller ikke, at Venstre skal pive over det. Partiet var til dels selv skyld i, at det gik som det gik,« siger han.

Men skulle...

»Mere har jeg ikke at sige,« afbryder Bertel Haarder spørgsmålet. 

Du kan følge regeringsforhandlingerne og efterspillet af folketingsvalget i B.T.s liveblog HER.