Selv om forhandlingerne om en sænket momssats er begyndt, er regeringspartierne endnu ikke enige om deres fælles position.

Særligt Venstre og Moderaterne er uenige.

Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, kalder Moderaternes fremfærd for pudsig og deres centrale argument for at fjerne momsen på frugt og grønt for ”noget vrøvl”.

- Det er noget vrøvl. Der er ikke nogen mennesker, der kun spiser frugt og grønt, siger Jan E. Jørgensen.

Der er særligt to modeller i spil for, hvordan regeringen kan sænke momsen på fødevarer.

Moderaterne står skarpt på deres forslag om, at man helt bør fjerne momsen på frugt og grønt.

Det vil kunne mærkes i langt højere grad hos forbrugerne end Venstres alternative forslag om en sænkelse af den generelle fødevaremoms på alle varer, siger Henrik Frandsen.

- Jeg mener ikke, at det at sænke momsen fem procent giver nogen mærkbar forbedring hos forbrugerne. Men ved at sænke momsen 25 procent på udvalgte fødevaregrupper som frugt og grønt får forbrugerne mærkbar forandring, siger han.

Det er dét argument, Jan E. Jørgensen kalder for noget ”vrøvl”, der kun vil tilgodese veganere.

- Hvis du er veganer, vil det sikkert give en økonomisk fordel, hvis det udelukkende er frugt og grønt, du sænker momsen på. Men så mange veganere er der ikke i Danmark, siger han.

Venstre-manden fremhæver, at priser på frugt og grønt er steget med 17 procent, mens mejeriprodukter og oksekød har set prisstigninger på op mod 45 procent.

- Der synes vi, at vi skal komme de mange mennesker i møde, der ikke er veganere og oplever prisstigninger, siger Jan E. Jørgensen.

I det tredje regeringsparti, Socialdemokratiet, har man endnu ikke lagt sig fast på en endelig model, beretter finansordfører Benny Engelbrecht.

- Vi er åbne for de drøftelser, der skal være med Folketingets partier, og der er forskellige synspunkter i forhold til det, siger han.

De tre partier taler alle betydningen af uenigheden ned.

Men Moderaternes Henrik Frandsen understreger, at de snart skal have klappet en regeringsposition af.

- Vi bliver i hvert fald nødt til at have en fælles holdning til det. Det skal der ikke være nogen hemmelighed i, siger han.

I Venstre kan man dog spore en vis utilfredshed med Moderaternes fremfærd.

- Moderaterne har jo opført sig lidt pudsigt på det her område, siger Jan E. Jørgensen.

Han refererer blandt andet til dengang, regeringen havde præsenteret en fjernelse af chokoladeafgiften.

- Så snart vi var blevet enige, så gik deres sundhedsordfører ud og sagde, at man bør sænke momsen på frugt og grønt i stedet for at fjerne chokoladeafgiften, siger Jan E. Jørgensen og tilføjer:

- Det er en lidt utraditionel måde at kommunikere regeringens politik på.

Forhandlingerne med Folketingets partier ventes at fortsætte næste uge.

/ritzau/