Rungende tavshed. Sådan er Venstre-toppens reaktion på Dansk Folkepartis forslag om et nyt velfærdsforbehold, som blev fremsat af DF's stemmesluger og folketingskandidat Morten Messerschmidt i B.T. mandag.

'Vi har ingen kommentarer til den historie,' skriver politisk ordfører Britt Bager i en sms til B.T.

Historien kommer, efter at DF-formand Kristian Thulesen Dahl klart meldte ud, at DF vil i regering med Venstre. Og en skrappere EU-kurs er et DF-krav til et sådant regeringssamarbejde.

Enhedslisten er stort set enig med Messerschmidt:

»Vi har længe ønsket en folkeafstemning, hvor danskerne får mulighed for at stemme om forholdet til EU – herunder at melde os ud,« siger Nikolaj Villumsen, der går efter at blive Enhedslistens spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet næste år.

»Vi synes også, det er grotesk, som EU tiltager sig mere magt på hele velfærdsområdet, så vi kan også godt støtte ideen om et velfærdsforbehold,« siger han.

Professor Rebecca Adler-Nissen, der forsker i international politik og EU's udvikling på Københavns Universitet, forudser, at Morten Messerschmidts drømme om et velfærdsforbehold nok må blive ved drømmerierne.

»Velfærdsydelser er i forvejen på dagsordenen i mange EU-lande, for eksempel Holland, Østrig og Tyskland. Og Lars Løkke og resten af regeringen tager stort set problematikken op på hvert eneste rådsmøde, de deltager i.«

»Men et egentligt forbehold er svært at forestille sig. For det første er det svært at se, hvordan det rent praktisk skulle formuleres. Og for det andet ville det gribe ind i så mange regler, at det nok i realiteten ville betyde en udmeldelse af EU,« siger Rebecca Adler-Nissen.

Dagbladet Børsen kommenterede tirsdag Messerschmidt-interviewet på lederplads:

'Nu styrer DF officielt efter regeringssamarbejde, og derfor kan de mere EU-venlige kræfter ikke nøjes med at trække på skuldrene ad Morten Messerschmidts ønsker. Men den samlede pakke af budskaber er i realiteten opskriften på en vej ud af EU,' skriver avisen.