Bliver Lars Løkke Rasmussen (V) eller siger han farvel og tak?

Den tidligere statsminister og Venstre-formands fremtid er lige nu til meget stor debat internt i partiets folketingsgruppe.

Ja, faktisk fylder snakken om Lars Løkke Rasmussen mere end noget andet, oplyser flere V-politikere på Borgen til B.T.

»Der bliver stillet en strøm af spørgsmål om Lars Løkke Rasmussen, når man møder nogen af de andre fra gruppen. Interessen for ham er rigtig stor,« siger en V-politiker, der ønsker at være anonym.

Lars Løkke Rasmussen forlod lørdag det dramatiske hovedbestyrelsesmøde i Venstre ad bagdøren.

Mens den nu tidligere næstformand Kristian Jensen talte åbent og ærligt med pressen efter mødet, hvor han besluttede at trække sig som gruppeformand i partiet, har ingen hørt en lyd fra Lars Løkke Rasmussen.

Han dukkede heller ikke op til Venstres første folketingsmøde i tirsdags, hvor Kristian Jensen igen var villig til at svare på spørgsmål, og det kan muligvis være med god grund.

Kilder i Venstre oplyser nemlig til Ekstra Bladet, at den tidligere V-formand og statsminister overvejer at stifte et nyt parti, og selv om hans tidligere rådgiver og nu politisike kommentator Søs Marie Serup tvivler på det rygte, så afviser hun ikke, at det rent faktisk godt kan ske.

»Det er Løkke, og han skaber sine egne regler. Det er de suverænt mest spændende rygter i dansk politik lige nu,« siger hun til B.T.

Søs vurderer, at der er en vælgergruppe på midten, der hælder mod højre, som sukker efter en som Løkke:

»Han har lige trukket 40.000 personlige stemmer ved at markedsføre sig på, at dansk politik skal reddes på midten. Det tyder på, at det bliver Ellemann og Støjberg, og det kan godt forskrække nogle af Venstres vælgere, som havde håbet, at Ellemann vil trække partiet mod en mere klassisk liberal retning,« siger hun og tilføjer:

»Jeg er overbevist om, at vælgertilslutningen vil være der til Løkke. Han har altid været god til at samle folk. Men derfra og til at skabe et parti er der altså langt, så det er ikke til at vide.«

Venstres folketingsgruppe har nyt møde på tirsdag, og flere tvivler på, at Lars Løkke møder op.