Venstre-folk drømmer om et top-job i EU til Lars Løkke Rasmussen.

»Sådan en post vil være fantastisk. Vi er jo et lille land, og det er flot, at Venstres formand er i spil til den post,« siger Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen.

Da Lars Løkke var i Bruxelles i sidste uge, besluttede han at arbejde lidt for, at Margrethe Vestager kan få posten som kommissionsformand. Den, der nu bestrides af Jean-Claude Juncker.

Det kunne der ikke blive enighed om, og pludselig så det mere sandsynligt ud, at Lars Løkke kunne få den anden toppost – formandsposten i Det Europæiske Råd, der består af EU's stats- og regeringschefer, og som nu bestrides af Donald Tusk.

»Man skal selvfølgelig ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Men bare det, at han er i spil, er jo en cementering af, hvor dygtig en politiker Lars er,« siger Jan E. Jørgensen, og flere andre Venstre-kilder, B.T. har snakket med, vurderer, at Løkkes chancer er relativt gode.

»Han har jo en tendens til at sidde i held,« siger en anden Venstre-kilde.

Den rigtige kandidat til posten skal helst være en siddende eller afgående statsleder. Det snævrer mildest talt feltet ind. Men der er dog andre muligheder:

  • Hollands premierminister, Mark Rutte.
  • Belgiens premierminister, Charles Michel.
  • Luxembourgs premierminister, Xavier Bettel.
  • Tjekkiets premierminister, Andrej Babis.
  • Finlands afgående premierminister, Juha Siplilä.

Skal man tages i betragtning, kræver det naturligvis, at man er erfaren og respekteret, og det er Lars Løkke. Han står næppe forrest i rækken, men kan måske blive en kompromiskandidat, hvis statslederne fra Benelux-landene vurderes som lidt for EU-begejstrede, vurderer kilder tæt på Lars Løkke.

Han har dog ikke arbejdet for sagen, understreges det.

Hvis man har en chance for et internationalt topjob, plejer man at sætte gang i at påvirke processen via embedsmænd og ambassadører, og det er angiveligt ikke sket.

Løkke opdagede pludselig torsdag, at han havde en mulighed, og benyttede lejligheden til at komme med en typisk munter bemærkning, som dog også var et vink om, at han er klar, hvis muligheden byder sig.

European Competition Commissioner Margrethe Vestager arrives at an ALDE party meeting ahead of a EU leaders summit in Brussels, Belgium, June 20, 2019. REUTERS/Johanna Geron NO RESALES.NO ARCHIVES.. (Foto: STRINGER/Ritzau Scanpix)
European Competition Commissioner Margrethe Vestager arrives at an ALDE party meeting ahead of a EU leaders summit in Brussels, Belgium, June 20, 2019. REUTERS/Johanna Geron NO RESALES.NO ARCHIVES.. (Foto: STRINGER/Ritzau Scanpix) Foto: STRINGER
Vis mere

»Hvis de pludselig synes, at de har brug for en pragmatisk, midaldrende, koldblodig, liberal skandinav, så kan de jo bare ringe. Men det forudser jeg altså ikke, at de gør,« sagde Løkke efter topmødet i Bruxelles.

Margrethe Vestagers chancer er heller ikke store. Og skulle hun få en toppost, kan Løkke ikke få det, for de kommer begge fra den liberale gruppe.

Kilder vurderer fortsat, at de Konservative vil vinde den post, selv om deres kandidat, Manfred Weber, ikke faldt i god jord. Andre muligheder kan være EU's brexit-chefforhandler, Michel Barnier, og forkvinden for Den International Valutafond, Christine Lagarde.

»Det handler om at finde en kandidat, som ikke støder for mange, men som alle kan leve med. Det er ikke nødvendigvis den bedst kvalificerede, der får jobbet,« siger Marlene Wind, der er professor og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, til Ritzau.

»Det er svært at forestille sig, at der ikke kommer en kvinde på toppen af nogle af de rigtig tunge poster, altså formand for rådet og kommissionen. Det kan bringe Vestagers navn tilbage igen,« tilføjer hun.

Når Venstre-folk drømmer om, at Løkke kommer til Bruxelles, handler det ikke om at komme af med ham som formand. Hvad det angår, står han godt efter sejr ved både EP- og folketingsvalget, og der har bredt sig en stemning i Venstre af, at han kan fortsætte som formand så længe, han har lyst.