Rekord mange ansøgninger fra olieselskaber, der vil søge efter olie og gas i Nordsøen, dementerer Venstres kritik af Togfondens finansiering, mener transportministeren. Venstre fastholder dog kritikken.

Regeringens milliardindsprøjtning i det danske tognet hænger stadig ikke sammen.

Det fastholder Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen (V), til trods for, at transportminister Magnus Heunicke (S) mandag har kunnet konstatere en rekordstor interesse for at bore efter olie og gas i Nordsøen. Hele 25 ansøgninger er der kommet i syvende udbudsrunde, og det glæder transportministeren, fordi moderniseringen af tognettet - aftalen Togfonden DK - netop skal finansieres igennem en øget beskatning af de udenlandske olieselskaber, der udvinder ressourcer i Nordsøen.

»Det gode er, at vi nu kan se sort på hvidt, at det ikke holder stik, at ingen ville byde, og at folk ville flygte. Det er faktisk det helt modsatte, der er sket,« siger Magnus Heunicke.

Aftalen om togfonden er indgået mellem regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, og især Venstre har flere gange langet hårdt ud efter både finansieringen og flere af anlægsprojekterne. Men det falder nu tilbage på partiet selv, påpeger ministeren.

»Jeg synes virkelig, at Venstre og de andre partier, der har argumenteret imod, står helt afpillet tilbage. Og jeg synes sådan set, at de skylder danskerne en forklaring,« siger Magnus Heunicke.

Da aftalen blev indgået i januar i år, kaldte Kristian Pihl Lorentzen planens finansiering for »luftig«. Og til Politiken sagde han, at det var »usikkert, om de penge overhovedet kommer i kassen«.

Og den kritik holder ordføreren fast i - også efter den store interesse for Nordsøolien.

»Jeg fastholder fuldstændigt, at finansieringen af Togfonden er luftig,« siger han og peger på, at regeringen bryder med sit eget forsigtighedsprincip.

»Det afgørende i denne sag er olieprisen. Og olieprisen ligger i øjeblikket langt, langt under det niveau, som regeringen har forudsat i sit regnestykke. Så det kan godt være, at der er mange, der er interesserede i at bore ude i Nordsøen, men det afgørende er jo, hvor mange penge der kommer ud af det.«

Af den grund har Venstre også for nyligt udbedt sig opdaterede beregninger på, hvor mange afgiftsindtægter man kan forvente set i lyset af faldet i oliepriserne.

Partiet er nu gået i tænkeboks for at overveje, hvordan man vil tackle Togfonden DK, hvis regeringen skifter efter næste valg.