Trods nye oplysninger om at andre nordiske lande følger EU-lovgivningen i udbetalingen af børnepenge, står Venstre fast på modstanden mod, at Danmark retter ind efter EU.

Venstre fastholder sin modstand mod regeringen i sagen om de omstridte børnepenge, selv om nye oplysninger fra Skatteministeriet viser, at Sverige og Finland udbetaler børnechecks i overensstemmelse med EU-lovgivningen - modsat i Danmark.

Oppositionspartiet har ellers tidligere onsdag kritiseret regeringens ageren i forhold til børnechecken og har lænet sig op ad et svar fra Socialministeriet, hvoraf det fremgår, at EU-lande som netop Sverige, Finland, Frankrig og Rumænien kun giver børnepenge til børn, der bor i landet.?»Oplysningerne fra Socialministeriet er givet til Folketinget, så hvis Skatteministeriet mener, at Socialministeriet har givet Folketinget forkerte oplysninger, må regeringens ministre tage den diskussion internt,« skriver Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V), i en SMS til Berlingske Nyhedsbureau og fortsætter:

»Det ændrer ikke på det, der er vores kritik, nemlig at regeringen intet har foretaget sig i sagen. De har lagt sig fladt ned for en enkelt henvendelse fra EU-Kommissionen. De har ikke haft en dialog med EU-Kommissionen og har intet gjort for at varetage danske interesser.«

Ellen Trane Nørby henviser til, at EU-Kommissionen i sommer fastslog, at det såkaldte genoptjeningsprincip, der gælder i Danmark, er imod EU-retten. Princippet, som VK-regeringen indførte i 2010, betyder, at EU-borgere skal bo og arbejde i landet i to år, inden de får ret til børnepengene.

Skatteminister Morten Østergaard (R) fremsatte mandag et lovforslag, der skal sikre, at Danmark følger EUs regler om, at borgere fra andre EU-lande skal have ret til dansk børnecheck fra deres første arbejdsdag i Danmark.

Forvirringen er total, mener Ellen Trane Nørby, der ikke er tilhænger af, at Danmark retter ind efter EU.

»At to ministerier nu giver forskellige oplysninger til Folketinget, understreger egentligt bare, hvor dilettantisk regeringen har håndteret sagen. Venstre støtter ikke regeringens politik om at udbetale børnepenge fra første dag, en EU-borger sætter sine ben i Danmark. Regeringen skal i arbejdstøjet i den her sag, så vi kan fremtidssikre de danske velfærdsydelser,« siger hun.

Morten Østergaard opfordrer fortsat Venstre til at bakke op om regeringens linje i børnecheck-sagen.

»Hvis Venstre ønsker at gøre som Sverige og Finland, så bør man jo netop bakke op om regeringens linje. Alle disse lande er forpligtede og administrerer i overensstemmelse med EU-retten. Og det betyder, at en dansker, der arbejder i Sverige, har ret til at sende sine svenske børnepenge hjem til familien i Danmark, eller at en polak, som arbejder i Sverige, har ret til at sende sine svenske børnepenge hjem til familien i Polen,« siger ministeren i en skriftlig kommentar.