Finansloven for 2013 er rød blokpolitik. Sådan beskriver politisk ordfører for Venstre, Ellen Trane Nørby, den finanslovsaftale, som regeringen og Enhedslisten præsenterer søndag.

- Det er en perspektivløs aftale, som rød blok har lavet. Og forløbet viser, at det er en aftale, som Enhedslisten ikke vil stå ved, siger Ellen Trane Nørby til BT med henvisning til, at regeringens støtteparti nægtede at stille op sammen med regeringens forhandlere, da den nye finanslov var en kendsgerning kort før frokost.

På et separat pressemøde forsvarede Johanne Schmidt-Nielsen, at Enhedslisten gik med i en aftale, selvom partiets tidligere så nagelfaste krav på dagpengeområdet ikke blev indfriet:

- Alternativet er en aftale med højrefløjen, der ville have betydet, at der kom nye angreb på de folk, som er faldet udenfor arbejdsmarkedet, sagde Johanne Schmidt-Nielsen på Enhedslistens pressemøde.

Men den udlægning giver Venstres Ellen Trane-Nørby ikke meget for:

- Jeg ved ikke, hvad det er, Enhedslisten henviser til. Vi har sagt, at det bedste, vi kunne gøre, er at sørge for, at der kommer flere arbejdspladser. Det oplever jeg ikke som et angreb på dagpengemodtagerne. Det havde været bedre, hvis vi havde været med i en aftale, siger Ellen Trane Nørby.