Der kan ikke gives nogle garantier for, hvor meget den offentlige sektor vil vokse, siger Claus Hjort Frederiksen.

Ifølge tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil Venstre ikke længere give garantier for, hvor meget den offentlige sektor fremover skal vokse. Det forklarer han lørdag ifølge Børsens hjemmeside.

- Vi kan ikke afgive håndfaste løfter, det er man nødt til at sige ærligt til danskerne. Det nytter ikke som den nuværende regering at garantere, at der skal være en vækst efter 2014 på 1,4 procent. Det kan alle jo se ikke kan lade sig gøre, siger Claus Hjort Frederiksen.

Udmeldingen fra Hjort strider mod den holdning, som Venstre tidligere har haft. Her har man holdt fast i, at den offentlige sektor skal kunne vokse med 0,8 procent om året.

For blot tre dage siden, da debatten om lavere skattetryk og dæmpede lønstigninger kørte, sagde Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen, at Venstres ambitioner fortsat kunne rumme en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent årligt.

- Vi har lagt en økonomisk plan frem, da vi var i regering, som muliggjorde en realvækst, når genopretningspakken var indfaset, på 0,8, og det er sådan set som udgangspunkt rammen om den økonomiske politik, sagde Lars Løkke Rasmussen, der dog ikke ville garantere en vækst på 0,8 procent.

Nu er meldingen en anden fra Venstre, der i denne weekend holder landsmøde i Herning.

- Jeg mener, man er nødt til at være mere fleksibel. Man må leve lidt mere beskedent og sige, hvis der bliver plads til det, så kan den vokse, men vi kan bare ikke køre rent dogmatisk. Jeg er ret sikker på, at en ny regering ville løbe ind i et løftebrud, hvis man garanterede noget som helst i den nuværende situation, siger Claus Hjort til Børsen.

Lars Løkke Rasmussen skal lørdag tale på landsmødet, og det er forventningen, at han vil uddybe den tidligere finansministers udmelding, skriver Børsen.