Vattenfall Vindkraft vinder udbud om to havvindmølleparker
I alt 1,8 millioner danske hjem skal kunne få strøm fra to kommende havvindmølleparker i Nordsøen og Kattegat.
I alt 1,8 millioner danske hjem skal kunne få strøm fra to kommende havvindmølleparker i Nordsøen og Kattegat.
Det svenske energiselskab Vattenfall Vindkraft A/S har med to datterselskaber vundet kontrakter om at opføre en havvindmøllepark i Nordsøen samt en ved Hesselø i Kattegat.
De to havvindmølleparker skal stå klar senest i 2032 og samlet kunne producere 1,8 GW el, hvilket svarer til strømforbruget i 1,8 millioner hjem i Danmark, oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
- Med de to havvindmølleparker styrker vi vores frihed fra utilregnelige regimer, vi sikrer borgerne grøn og billigere strøm, vi styrker virksomhedernes konkurrenceevne, og vi skaber masser af grønne job.
- Helt konkret sikrer vi grøn strøm svarende til forbruget i 1,8 millioner danske hjem. Klimakamp er i den grad frihedskamp, og jeg lover, at vi fortsætter frihedskampen i det videre arbejde, siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) til ministeriets hjemmeside.
Der har været to bud på havvindmølleparken Nordsøen Midt og fem bud på Hesselø Havvindmøllepark.
Energistyrelsen udbød i november sidste år tre arealer til at etablere havvind, der skal kunne levere grøn strøm, der svarer til forbruget i cirka tre millioner danske hjem.
Mens Nordsøen Midt og Hesselø altså skal stå klar senest i 2032 og derfor havde svarfrist i maj i år, skal Nordsøen Syd først stå klar senest i 2034, og fristen for denne havvindmøllepark er først om to år.
Mens havvindmølleparken Hesselø skal levere minimum 800 MW (megawatt), skal de to øvrige hver levere 1 GW (gigawatt).
Energistyrelsen meddelte i maj, at der ved budfristens udløb for Nordsøen Midt og Hesselø var indkommet bud på begge havarealer.
Havvindmølleparkerne blev udbudt med en støttemodel. Den medfører, at staten garanterer en fast pris til havvindsproducenterne for deres strøm med et såkaldt nettoudbetalingsloft.
Loftet udgør henholdsvis 15,7 milliarder kroner for Nordsøen Midt og 21,9 milliarder kroner for Hesselø.
RITZAU