Efter den seneste tids droneaktiviteter skal sikkerheden omkring vandforsyning styrkes, mener miljøminister.

De danske vand- og spildevandsforsyninger skal stramme op på sikkerheden efter den seneste tids droneoverflyvninger i nærheden af kritisk infrastruktur.

Det skriver miljøminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.

- Vi står i en ny sikkerhedssituation i Danmark, og vi skal beskytte vores kritiske vandinfrastruktur. Danskernes drikkevand er en afgørende ressource, og vi skal kunne stole på, at forsyningen er stabil, og at vandet er rent.

- Derfor gælder der allerede nu nye sikkerhedskrav for de store vandværker, og der er flere krav på vej. I den situation, vi står i, er det helt afgørende, at vi er på forkant, siger han i pressemeddelelsen.

Center for Cybersikkerhed har i sin seneste vurdering konkluderet, at der er en meget høj trussel fra cyberkriminalitet mod vandsektoren, lyder det.

Miljøstyrelsen har derfor sendt en liste over sikkerhedstiltag til selskaberne.

Det står ikke klart, hvad tiltagene præcis går ud på, men det handler om at styrke både den fysiske og digitale sikkerhed, samt at være opmærksom på hvad der foregår omkring vigtige anlæg og installationer.

Vand- og spildevandsselskaber får samtidig besked på at indrapportere eventuelle kriminelle handlinger til både politiet og Miljøstyrelsen hurtigst muligt.

- Hændelsesunderretningerne skal sikre, at Miljøstyrelsen løbende har et samlet overblik over truslerne mod og hændelser i den danske vandsektor, lyder det i pressemeddelelsen.

De nye tiltag kommer oven i de regler, der allerede trådte i kraft 1. juli i år.

De berører omkring 100 af landets største vandforsyningsselskaber, der tilsammen leverer to tredjedele af Danmarks drikkevand.

De bliver omfattet af cybersikkerhedsloven og skal derfor indberette alle væsentlige hændelser til myndighederne. De har desuden pligt til at holde et højt cybersikkerhedsniveau.

Der findes i alt 2600 almene vandforsyninger i Danmark. Mange af dem kan trække på naboselskaberne i tilfælde af driftsforstyrrelser, hvilket gør forsyningen mere robust.

De omfattede vandforsyninger har pligt til at registrere sig hos Miljøstyrelsen inden den 1. oktober.

/ritzau/