Rød blok har den største føring siden valgudskrivelsen. Enhedslisten fortsætter frem, mens DF taber stemmer.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mens valgkampen er gået ind i sin anden uge, øger den røde blok forspringet i meningsmålingerne

I den seneste Voxmeter-måling for Ritzau har partierne, der støtter Helle Thorning-Schmidt (S) som ny statsminister, det største forspring, siden valget blev udskrevet 26. august.

Målt på mandattal står den røde blok nu til 97 mandater, svarende til 54,3 procent af stemmerne, mens blå blok står til 78 mandater, svarende til 44,6 procent af stemmerne.

Voxmeter-målingen viser også, at de to yderfløje i dansk politik - Dansk Folkeparti og Enhedslisten - nærmer sig hinanden.

Ikke når det gælder politikken, men når det gælder vælgeropbakningen.



Enhedslisten fortsætter således fremgangen og står til mere end en tredobling af de nuværende fire mandater.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ringede med valgklokken, spåede en Voxmeter-måling, at Enhedslisten ville gå frem til syv mandater. Men i den seneste måling står Enhedslisten til hele 13 mandater med 7,0 procent af stemmerne.

Modsat står Dansk Folkeparti til et foreløbigt lavpunkt i valgkampen med 10,1 procent af stemmerne, svarende til 18 mandater.

Da valgkampen blev skudt i gang stod Dansk Folkeparti til 23 mandater, mens partiet i dag har 25 mandater i Folketinget.



Hvis Voxmeter-målingen står til troende, så har også SF og Socialdemokraterne tabt stemmer i den første del af valgkampen, mens De Radikale også går frem.

Målingen viser også, at 11,8 procent af de adspurgte er i tvivl om, hvem de skal stemme på, mens 7,8 procent enten ikke vil stemme eller har tænkt sig at stemme blankt.

Målingen er foretaget via telefoninterview i dagene fra den 31. august til den 2. september med 1000 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.

Der er en maksimal statistisk usikkerhed på 2,7 procentpoint.

/ritzau/