Det vil kræve et comeback af de helt store, hvis blå blok med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen skal genvinde flertallet i Folketinget.

Ifølge Altingets seneste snit af meningsmålinger er blå blok lige nu bagud med fem procentpoint, og det bliver svært at hente, skriver Altinget

Det vurderer valgforsker ved Københavns Universitet Frederik Hjorth, som har undersøgt forskydningerne mellem blokkene i samtlige intervaller på tre uger, som en valgkamp typisk varer, siden begyndelsen af 2010:

»De forskydninger, som Lars Løkke lige nu har brug for, sker kun i omkring én procent af tilfældene. Blå blok skal altså have et forløb under en valgkamp, som er bedre end 99 procent af de tidligere observerede forløb af samme længde. Derfor er hans chancer også meget små,« siger Frederik Hjorth til Altinget.

En periode med valgkamp vil typisk adskille sig fra et almindeligt interval på tre uger. Men blå bloks chancer bliver heller ikke større af at se tilbage på tidligere valgkampe:

»En valgkamp er bestemt ikke en tilfældig tre ugers periode. Men hvis man går tilbage til 1990, har der ikke været en valgkamp, hvor blokkene har forskudt sig så meget, som Lars Løkke lige nu har brug for,« siger Frederik Hjorth til Altinget.

I analysen bliver antallet af tvivlere ikke medregnet. Men det er der god grund til:

»Der er rigeligt med tvivlere til at sikre blå blok sejren. Men det er bare sådan, at tvivlere generelt ender med at stemme nogenlunde ligeligt mellem de to blokke, ligesom mange af dem ender med slet ikke at stemme. Det forklarer også, hvorfor de er i tvivl,« siger Frederik Hjorth til Altinget.

Hvis Lars Løkke Rasmussen skal hente forspringet, er hans største fordel ifølge Frederik Hjorth, at Løkke selv bestemmer, hvornår han udskriver valget.