Enhedslisten er tæt på at være lige så store som Socialdemokraterne. Valgforsker har aldrig set noget lignende.

Vælgerkrisen hos Socialdemokraterne og SF er nu så massiv, at de politiske forskere ikke længere kan finde fortilfælde, skriver Politiken.

I en Megafonmåling for Politiken og TV 2 må de to partier nøjes med henholdsvis 17,3 procent og 5,2 procent af stemmerne, mens Enhedslisten stormer frem til 13,9 procent. Hvis der var valg i dag, ville venstrefløjspartiet dermed blive Folketingets tredjestørste. Teoretisk set kunne Enhedslisten endda være større end Socialdemokraterne, da den statistiske usikkerhed for de to partier er henholdsvis 2,3 og 2,6 procent.

Og det er udtryk for nogle voldsomme vælgervandringer, lyder det fra professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen:

- Det har sat sig historisk hårdt. Når vi ser på de vælgervandringer, der er sket siden valget - hvor mange der har forladt S og SF - har vi aldrig set noget lignende, siger han.

Lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet Rune Stubager vurderer dog, at en pæn del af de skuffede S- og SF-vælgere vender tilbage til partierne igen.

- Jeg tror, der er mange, der opfatter sig som SFere eller socialdemokrater, og som gerne vil vende hjem igen, men lige nu er det blevet en tand for pebret for dem, forklarer han.

Rune Stubager peger på opfattelsen af, at Socialdemokraterne har svigtet sine valgløfter, når han skal forklare, hvorfor det gamle arbejderparti klarer sig så dårligt.

Men partiets politiske ordfører Magnus Heunicke mener, at Socialdemokraterne blot fører den nødvendige politik:

- Vi har indgået kompromiser, sådan er det, når man er i regering. Det har vi gjort i 1990erne, det gjorde vi 1970erne, og det gør vi nu. Det er nødvendigt, siger han til Politiken.

BNB

HVAD MENER DU? HVAD ER DET, DER SKER I RØD BLOK? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR