Kampen om magten blev officielt skudt i gang torsdag.
Og her på valgkampens anden dag, tegner det ikke alt for godt for blå blok. De er lige nu i frit fald i meningsmålingerne, mens Socialdemokratiet og rød blok er på en opadgående kurve.
Det viser Jyllands-Postens vægtede gennemsnit af meningsmålinger fra fem analyseinstitutter, der leverer målinger til forskellige medier.
Ifølge avisens analyse har de borgerlige partier på få måneder tilsammen tabt fem procentpoint i meningsmålingerne, hvilket svarer til cirka 180.000 vælgere. Samtidig er de røde partier så langt foran, at det er statistisk signifikant og sikkert, at de er i medvind, bemærker valgforsker Martin Vinæs fra Aarhus Universitet til avisen.
»Det er som om, at de har siddet og ventet på det (udskrive valg, red.),« siger han til Jyllands-Posten.
Snittet fra avisen tager højde for forskellige parametre – nemlig tid, respondenter og huseffekter, der skal forstås på den måde, at nogle partier klarer sig systematisk bedre eller dårligere end gennemsnittet hos nogle analyseinstitutter.
Analysen får valgforsker Martin Vinæs til at vurdere det som mest sandsynligt, at Moderaterne bliver afgørende for regeringsdannelsen efter valget.
De små partier omkring spærregrænsen kan imidlertid skubbe meget til mandaterne. Her er der ifølge Jyllands-Postens analyse tale om Alternativet og Borgernes Parti, der ligger på spærregrænsen.

