»Jeg er fandeme flov. Jeg er simpelthen flov.«

Læsøs afgående borgmester Tobias Birch Johansen (V) var rasende, da Socialdemokraterne, Læsølisten og Dansk Folkeparti gik sammen og kuppede ham ved i stedet at pege på Dansk Folkepartis Karsten Nielsen som ny borgmester - til trods for at Venstre havde fået et kanonvalg på øen med 37,1 procent af stemmerne og fire ud af de ni mandater i kommunalbestyrelsen.

Nu afslører TV 2 Nord, at den detroniserede borgmester er i fuld gang med et ihærdigt forsøg på at kuppe Karsten Nielsen, som ellers var blevet udnævnt som Dansk Folkepartis første borgmester nogensinde.

Han er endda villig til at pege på en af de politikere, der var med til at skabe flertallet udenom Venstre, hvis det er det, der skal til for at vælte Karsten Nielsen. Det drejer sig om Socialdemokraten Folmer Hjort.

»Hvis man kigger overordnet på det, har Folmer alle muligheder. Han står som niende mand mellem de to firemandsgrupper. Han kan vælge lige, hvad han vil,« siger Tobias Birch Johansen (V) til TV2 Nord efter at have sovet den værste skuffelse over selv at være blevet vraget ud af kroppen.

Tobias Birch Johansen afviser ikke, at han selv stadig kan være i spil til borgmesterposten, men indrømmer, at muligheden for at samle en bred konstituering omkring Folmer Hjort er noget bedre.

I første omgang afviste Folmer Hjort kategorisk, at han ville være med til at kuppe Karsten Nielsen, men efter at have tænkt lidt over det, er meldingen pludselig en helt anden.

»Jeg er langt væk fra politik i øjeblikket, og jeg regnede med, at den dør var lukket. Min telefon er åben,« lyder det nu fra Folmer Hjort, da TV 2 Nord fangede ham på telefonen torsdag formiddag.

Folmer Hjort, som var den eneste Socialdemokrat, der blev valgt ind på Læsø, har god tid til at tænke sig om endnu. Først den 15. december skal borgmestrene i de danske kommuner være fundet.

Onsdag aften indgik Folmer Hjort ellers en aftale med to personer fra både Læsø Listen og Dansk Folkeparti, som gjorde Karsten Nielsen til Læsøs borgmester. Ved at gå sammen havde de et flertal på fem mandater udenom Venstre, som stod tilbage med sorteper, til trods for at de var blevet øens klart største parti med fire mandater.

»Vi sidder på en tredjedel af alle vælgerne på Læsø. Læsøs ubetinget største parti er blevet sat uden for indflydelse. Det er kraftedeme ikke respektfuldt over for vores borgere,« lød det efterfølgende fra den detroniserede Venstre-borgmester Tobias Birch Johansen.

Men han har tydeligvis ikke kastet håndklædet i ringen endnu.