Værnepligtige skal udsendes til Grønland i en måned
Forsvarsminister bekræfter i et folketingssvar, at der skal udsendes værnepligtige til Grønland.

Forsvarsminister bekræfter i et folketingssvar, at der skal udsendes værnepligtige til Grønland.

I slutningen af juli rejser danske værnepligtige til Grønland som led i deres 11-måneders værnepligt.
Det oplyser forsvarsminister Jeppe Bruus (S) til Ritzau.
Inden da havde han bekræftet udsendelsen af værnepligtige til Grønland i et folketingssvar, hvor det lød, at "de værnepligtige vil blive indsat sammen med ansatte soldater og være en del af den samlede opgaveløsning".
Jeppe Bruus uddyber til Ritzau, at det er en del af den politiske aftale om værnepligt på 11 måneder, at "de også kan deltage i operative operationer".
- Det gælder også Grønland.
- Derfor er det nogle af dem, der startede på deres værnepligt i februar, der nu har fået noget uddannelse og nu skal være en del af det arbejde, vi skal varetage i Grønland.
Forsvarsministeren vil ikke oplyse, hvor mange værnepligtige der rejser til Grønland.
Men gruppen rejser i slutningen af juli og skal være i Grønland i en måned, lyder det.
Her skal de varetage opgaver som eksempelvis bevogtning og være en del af Forsvarets øvelse "Arctic Endurance", der omhandler øget tilstedeværelse i Grønland og Arktis.
Spørgsmål: Er det på grund af mangel på fastansatte soldater, at værnepligtige nu skal være med til opgaver som denne?
- Nej, det er det ikke. Det er en del af det, at vi udvider de opgaver, som forsvaret skal løfte i takt med oprustningen af dansk forsvar, siger Jeppe Bruus.
Derfor "kan det bestemt" også blive aktuelt at sende værnepligtige til eksempelvis Letland, hvor det danske forsvar også er til stede, lyder det fra forsvarsministeren.
I en pressemeddelelse skriver Forsvaret, at "indsættelsen af værnepligtige ikke træder i stedet for indsættelsen af professionelle bidrag fra Forsvaret".
Det grønlandske folketingsmedlem Naaja H. Nathanielsen (IA) siger til Ritzau, at hendes parti "ikke har et problem med, at der kommer værnepligtige til Grønland".
- Men vi vil selvfølgelig gerne sikre, at den betjening, der er, og de opgaver, der løftes i Grønland, også løftes af de professionelle og uddannede soldater.
- Derfor har vi brug for at finde ud af, hvad det overordnede formål egentlig er.
TV 2 beskrev i marts på baggrund af fortrolige dokumenter, at der efter planen skulle sendes omkring 100 værnepligtige til Grønland efter sommer.
Jeppe Bruus er netop hjemvendt fra et besøg i Grønland, hvor han blandt andet var forbi Arktisk Kommandos hovedkvarter i Nuuk.
De første værnepligtige på den nye værnepligt på 11 måneder begyndte i februar i år. De havde alle meldt sig frivilligt til at aftjene værnepligt.
/ritzau/