Selv om Socialdemokratiet tirsdag aften kunne fejre fremgang og et flertal blandt partier, der peger på statsminister Mette Frederiksen (S), er der mindre at juble over for en række ministre, når de læser deres personlige stemmetal onsdag.

Særligt har klimaminister Dan Jørgensen (S), social- og ældreminister Astrid Krag (S) og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) mistet store dele af de vælgere, der satte kryds ved dem ved seneste valg.

Værst er det gået ud over Rasmus Prehn. Han har fået blot en tredjedel af de personlige stemmer, han fik ved folketingsvalget i 2019.

I månederne op til valget har han blandt andet skullet forklare, hvorfor han har skrevet falske navne på kvitteringer for middag, som blev betalt med ministeriets kort.

Rasmus Prehn har selv kaldt det »en hjerneprut«. Han kan huske, at det var en anden journalist, som han spiste middag med. Men han vil ikke oplyse hvem.

Social- og ældreminister Astrid Krag fik i 2019 et godt valg med over 17.810 personlige stemmer. Ved tirsdagens valg satte 7.872 vælgere i Sjællands Storkreds sit kryds ved ministeren.

Ældreområdet har særligt tiltrukket sig opmærksomhed i forbindelse med to TV 2-dokumentarer. I 2020 var det dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' og i år var det 'Opråb fra plejehjemmet'.

Klimaminister Dan Jørgensen undgik tirsdag lige akkurat en halvering af antallet af personlige stemmer.

Efter at have fået over 15.000 i 2019 var der under 8.300, der tirsdag satte kryds ved ministeren, der har stået for regeringens håndtering af klimaspørgsmålet.

Også andre minister har oplevet, at vælgernes appetit efter dem er faldet. Transportminister Trine Bramsen er gået fra over 10.000 personlige stemmer til 6.500 personlige stemmer.

Heller ikke finansminister Nicolai Wammen (S) har fået lige så mange krydser tirsdag, som han fik i 2019.

Han har mistet næsten hver femte af sine personlige stemmer, da han er gået fra cirka 23.000 i 2019 til cirka 18.000 i 2022.

Men det er ikke alle ministre, der har fået et skidt valg.

Statsminister Mette Frederiksen selv har fået 40 procent flere personlige stemmer ved årets valg, og hun er kun overgået i antal personlige stemmer af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Han fik over 60.000 personlige stemmer.

Også udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) har oplevet fremgang. Han blev i 2019 valgt med lidt over 6.000 personlige stemmer. I år fik han næsten 9.000 personlige stemmer.

Lyt til B.T.s poltiske podcast 'Slottet & Sumpen' her:

/ritzau/