Vælgerne dumper Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), når det handler om personlig troværdighed. Det viser en måling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

Lars Løkke Rasmussen er den af Folketingets partiledere, der får den dårligste bedømmelse. På en skala fra 0 til 10 scorer Venstres formand 3,9.

I bundregionen finder man også Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen (LA), med 4,3 og den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen (K), med 4,4.

Læs også:

At vælgerne dumper Lars Løkke Rasmussen på troværdighed er ikke en nyhed. Det har måling på måling vist siden sidste års »tøjsag« og sagen fra 2013 om flyvningerne på førsteklasse.

I slutningen af december 2014 bedømte vælgerne i en måling, som Gallup foretog for BT, partilederne og andre toppolitikere. Her endte Lars Løkke Rasmussen som nummer 13 ud af 14 i forhold til troværdighed og nummer 12 ud af 14 i forhold til, om han er en gevinst for sit parti.

Læs også:

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), topper den aktuelle liste med en karakter på 6,1.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) følger efter med på 5,6. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) scorer 5,2 og deler tredjepladsen med SF-formand Pia Olsen Dyhr (SF), mens de Radikales leder, Morten Østergaard (R), snupper fjerdepladsen med karakteren på 4,7.

Andre læser også