En af Venstres mest fremtrædende profiler, den 40-årige tidligere skatteminister Peter Christensen trækker sig helt ud af politik.

Det sker i følge JydskeVestkysten, efter at Christensen havde et katastrofevalg i Aabenraa-kredsen, hvor han fik halveret sit personlige stemmetal ved valget d. 18 juni, og samtidig røg ud af Folketinget.

»I fælles overenskomst med vælgerne blev jeg fritstillet, og det tager jeg nu den fulde konsekvens af,« siger Peter Christensen til jv.dk.

Udover ministerposten har Peter Christensen, været formand for VU fra 1999-2001, samt været partiets politiske ordfører og var i en årrække en del af Venstres top som en af nøgleforhandlerne ved mange politiske aftaler og forlig.

Tirsdag aften sendte Peter Christensen en mail til medlemmerne af Venstre i Aabenraa Kommune, hvor han i følge Jyske Vestkysten skrev:

»Jeg har haft 14 fantastiske år på Christiansborg. Men nu trækker jeg mig som folketingskandidat.«

Peter Christensen var en af Lars Løkke Rasmussens trofaste støtter under formandsopgøret i juni sidste år, hvor Lars Løkke var tæt på at forlade posten som formand for Venstre.

Peter Christensen var ifølge mange eksperter udset til at overtage posten som finansminister, men det blev ikke til noget, da han ikke blev valgt ind i Folketinget. Den 40-årige eks-politiker vil nu søge job på det private arbejdsmarked.