Antallet af vælgererklæringer strømmer ind til partiet Stram Kurs, som dag for dag nærmer sig en plads på stemmesedlen.

»Nogen påstår, at jeg er vanvittig, så det passer meget godt med, at jeg samler vælgererklæringer med vanvittig hast,« siger Rasmus Paludan, der nærmer sig opstillingsberettigelse frem mod det kommende valg.

Det højrenationalistiske parti havde i begyndelsen af året ikke mere end 3000 vælgererklæringer.

Siden er antallet kun steget, og særligt efter urolighederne på Nørrebro 14. april er støtten til Stram Kurs vokset. Alene i april har Stram Kurs fået 10.000 vælgererklæringer, som formodentlig har været hjulpet på vej af talrige demonstrationer og optrin.

Fra tirsdag til onsdag i denne uge modtog Rasmus Paludan og partiet mere end 2000 nye erklæringer og igen 1000 mere fra onsdag til torsdag. I skrivende stund har Stram Kurs indsamlet 15.537 vælgerklæringer.

Spørgsmålet er, hvorvidt partiet kan blive opstillingsberettiget og dermed nå at komme på stemmesedlen inden valget.

Det kræver 20.109 vælgererklæringer, som skal indberettes 15 dage før folketingsvalget, der senest skal afholdes 17. juni, hvilket derfor ikke er usandsynligt for Stram Kurs.

»Hvis de fastholder det her tempo, så er det realistisk, at de når det, hvilket er ret usædvanligt og formentlig uden fortilfælde,« fastslår valgforsker og professor i statskundskab Rune Stubager fra Aarhus Universitet.

Partiets leder, Rasmus Paludan, tror også på, at Stram Kurs vil være at finde på stemmesedlen til valget.

»Der er ingen garantier, men der skal ikke meget matematik til for at se, hvor det peger hen,« siger han.

»Vi mistede dog formentlig op mod 1000 erklæringer, fordi Indenrigsministeriets hjemmeside af uransagelig årsager har været nede i går – det er formentlig regeringen, som laver sabotage mod os. Det er meget mistænkeligt.«

Indsamler Stram Kurs de nødvendige vælgererklæringer, og bliver de godkendt af Økonomi- og Indenrigsministeriet, vil det næste mål være spærregrænsen med to procent af stemmerne, hvilket valgforsker Rune Stubager er mere forbeholden over for.

»De vil få nogle stemmer, men ikke nok til at komme i Folketinget. De er heller ikke alene om at tiltrække de islamkritiske vælgere. De metoder, som Stram Kurs bruger til at skabe opmærksomhed om partiet, skræmmer nok også en stor del af vælgerne, selvom de måske er enige med holdningerne,« forklarer han.

»Vi ved heller ikke, hvad de i øvrigt går ind for. Deres slogan er 'mest muligt lykke til flest mulige etniske danskere', men hvad betyder det?«

Hvis Stram Kurs når i mål med vælgererklæringerne og ønsker at stå på stemmesedlen i HELE landet, skal partiet stille med mindst én kandidat i hver af de 10 storkredse. Ifølge Rasmus Paludan er det ikke et problem. Der er også den mulighed at Stram Kurs kan blive repræsenteret i Folketinget med mandat fra en enkelt storkreds.

»Jeg er sikker på, at vi kan finde mere end én kandidat i hver kreds. Mange anser det jo også som en ære at være på stemmesedlen sammen med mig, Rasmus Paludan, Danernes lys. Der er ydmyge sonderinger i gang, men jeg foregriber ikke noget, før vi har fået det nødvendige antal valgerklæringer,« siger han.

Skulle Rasmus Paludan og Stram Kurs overraske de fleste og komme i Folketinget, bliver det dog uden brændende koraner.

»Det er et problem, hvis pressen tegner et billede af mig som en aparte klovn, der kaster med koraner. Vi er nu nået et punkt, hvor det gør mere skade end gavn at være så teatralsk, og det tager jeg til efterretning. Jeg har vist, at jeg er modig, og under en valgkamp vil det i stedet handle om at redegøre og forklare vores politik.«