Rasmus Paludan er som en tornado i det politiske landskab, og han tør sige, hvad mange danskere tænker.

Sådan lyder forklaringerne fra nogle af dem, som har givet Stram Kurs og Rasmus Paludan deres vælgererklæring.

På tre uger har partiet fået 10.000 vælgererklæringer og nærmer sig med hastige skridt at blive opstillingsberettiget før valget. Onsdag havde Stram Kurs over 15.000 erklæringer og mangler derfor kun yderligere 5000.

Vælgerne forklarer her, hvorfor Rasmus Paludan fortjener deres stemme og vælgererklæring.

Benny Hinrichsen, 42 år, førtidspensionist og fra Sønderjylland.

Hvorfor har du givet din vælgererklæring til Stram Kurs?

»Fordi vi har et problem, når man kan ikke ytre sig til fremmede i Danmark, uden at de bruger vold. Vi kan jo se, at der er steder i Danmark, hvor Paludan ikke kan demonstrere, og hvor lov og orden ikke gælder.«

Hvad tænker du om hans koranafbrændinger og kontroversielle udtalelser?

»Han er over stregen, og man skal ikke brænde bøger af eller håne andre, men man er nødt til at provokere, hvis budskabet skal fise ind hos folk.«

Hvad håber du, at han vil ændre?

»Vi skal have en ny retning, hvor du kun er velkommen i landet, hvis du har noget at tilbyde. Vi hører hele tiden, at det er synd for indvandrerne, mens de brænder bydele af. Folk er trætte af det. Vi er til grin for vores egne skattepenge.«

Vil du stemme på ham?

»Ja, og det vil det meste af min omgangskreds også. Vi har støttet Dansk Folkeparti i 15 år, men der sker ikke nok. Rasmus Paludan er som en tornado, og det er fedt.«

Lisbeth Kjærsgaard, 49 år, pædagogmedhjælper og fra Sydvestsjælland.

Hvorfor har du givet din vælgererklæring til Stram Kurs?

»Han siger de ting, vi andre tænker. Hans metoder er måske ikke rigtige, men det ville være interessant at få ham ind på Christiansborg. Vores politikere vender lige nu bare det blinde øje til, når integrationen sejler. Jeg møder mange indvandrere, der har boet her i mange år, og som ikke er integreret i samfundet.«

»Der skal stilles flere krav, og det er der ikke blevet. Nok er nok.«

Hvad tænker du om hans koranafbrændinger og kontroversielle udtalelser?

»Hans metoder kan diskuteres, men han holder i det mindste ikke sin kæft. Vores politikere er ufatteligt berøringsangste. Lad os prøve noget nyt.«

Vil du stemme på ham?

»Måske. Sidste valg stemte jeg på Dansk Folkeparti, men jeg synes ikke, at det rykkede ret meget.«

Lonnie Christensen, 59 år, førtidspensionist og fra Sydsjælland.

Hvorfor har du givet din vælgererklæring til Stram Kurs?

»Rasmus Paludan repræsenterer dem, der vil sige fra. Han får måske ikke et ben til jorden, men det ville være sundt at få Paludan ind i Folketinget.«

»Det er for meget, at nogle muslimer nærmest satte ild til det halve København efter en demonstration. Det er synd for os danskere og synd for dem, som faktisk vil være i landet og opfører sig ordentligt.«

Hvad tænker du om hans koranafbrændinger og kontroversielle udtalelser?

»Det er ikke i orden, når Paludan brænder koranen af. Det er lige så forkert, som hvis nogen brænder vores flag. Men det er helt i orden at sige: 'I skal integrere jer eller forlade landet.'«

Får han din stemme, hvis han bliver opstillingsberettiget?

»Måske. Ved sidste valg skrev jeg 'Jeg vil ikke stemme på nogen af jer' på min stemmeseddel.«