Alle danskere over 65 år får nu tilbud om gratis vaccine mod lungebetændelse.

Beslutningen om at det nu skal være gratis for alle over 65 år at blive vaccineret mod lungebetændelse, har betydet, at der hurtigt har skullet skaffes en enorm mængde vaccine.

Ifølge firmaet, som har fået opgaven med at skaffe vaccinerne, der retter sig mod lungebetændelse forårsaget af pneumokokker, har det været lidt af et puslespil.

Andreas Daugaard Jørgensen, der er administrerede direktør i MSD Danmark og Island, som leverer vaccinerne, fortæller, at det faktisk var i sidste øjeblik, at beslutningen blev taget.

- Regeringens hurtige ageren har været helt afgørende for, at vi havde mulighed for at hente så mange vacciner hjem på rekordtid, siger Andreas Daugaard Jørgensen.

- Var vi blevet kontaktet bare en uge senere, kan jeg ikke love, at vi kunne have hentet så mange doser hjem til Danmark, siger han.

I alt skal Danmark bruge 800.000 doser vaccine, som er blevet hentet hjem fra et lager i Holland. Mange af doserne var oprindeligt bestemt for andre lande, men den store danske ordre har betydet, at de nu kommer her til.

Hvert år bliver omkring 48.000 danskere indlagt med lungebetændelse. Langt størstedelen af dem er over 65 år.

Vaccinen beskytter ikke mod alle slags lungebetændelser, men kun den type, som er forårsaget af pneumokokker.

Det er den bakterie, som er den hyppigste enkeltstående årsag til lungebetændelser. Så bred vaccination af de ældre vil dermed kunne lette presset på de danske sygehuse i forbindelse med coronaepidemien.

- Vi kommer til at se færre syge, færre indlæggelser og færre dødsfald forårsaget af pneumokok-lungebetændelse. Og er man over 65 år, så er lungebetændelse ikke at spøge med det kan tage flere måneder, inden man er på toppen igen, siger Andreas Daugaard Jørgensen.

Vaccination mod pneumokokker beskytter ikke mod Covid-19, som er sygdommen forårsaget af det nye coronavirus. Men sygdomme i luftvejene øger risikoen for andre bakterielle infektioner, herunder pneumokokker.

- Vi kommer til at se færre syge, færre indlæggelser og færre dødsfald forårsaget af pneumokok-lungebetændelse, siger Andreas Daugaard Jørgensen.

I 2018 døde 1995 danskere af lungebetændelse.

/ritzau/