Skattelister udstiller danske virksomheder på uretmæssigt grundlag, mener V, som gerne vil afskaffe dem.

København: Selv om Venstre hellere end gerne vil de offentlige skattelister til livs, så mener regeringspartiet ikke, at Liberal Alliances beslutningsforslag alene kan gøre forskellen. Det fortæller Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm.

- Vi vil hellere end gerne afskaffe de åbne skattelister, for vi er lodret imod dem.

- Problemet er, at vi er bundet af en aftale, der blev indgået af den tidligere regering og Dansk Folkeparti, siger skatteordføreren til Ritzau.

Liberal Alliance melder torsdag ud, at de gerne vil samle et blåt flertal til et beslutningsforslag om at sløjfe de åbne skattelister, der blev stemt igennem i 2012 af SSFR-regeringen og Dansk Folkeparti.

Selv om Dansk Folkeparti i efteråret 2015 annoncerede, at de har skiftet standpunkt og ikke længere støtter de offentlige lister, så mener Louise Schack Elholm fortsat, at det kræver forhandlinger.

- Indtil videre har Dansk Folkeparti ikke rykket sig fra aftalen, og derfor skal der en forhandling til. Men vi skal finde en lejlighed til at tage det her op, siger hun.

Til trods for uenigheden om beslutningsforslaget deler Liberal Alliance og Venstre syn på listerne.

- Skattelisterne giver ikke et korrekt billede af virksomheders skatteudgifter, for det er kun en lille del af den skat, de betaler.

- Man får ikke det fuldkomne billede af, hvad virksomheden bidrager med til samfundet, siger Louise Schack Elholm.

Et af håbene med listerne var, at det kan ændre virksomheders adfærd til det bedre, hvis skatteudgifterne ligger til offentlig skue. Men det mener Louise Schack Elholm dog ikke, har været tilfældet.

- Jeg tror ikke, at åbne skattelister har en adfærdsregulerende effekt. Derimod mener jeg, at det er adfærdsregulerende, at man har et system, der fungerer, og som virksomheden kan regne med.

Louise Schack Elholm understreger dog, at hun ikke ønsker, at virksomhederne skal mørklægge deres skat fuldstændigt.

- Vi vil ikke lukke helt til. Man kan stadig finde skatteudgifterne i virksomhedernes skatteregnskaber.

- Derudover er det vigtigt, at Skat fører kontrol med, at tingene foregår, som de skal, siger hun.

/ritzau/