Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er i færd med at lancere en ny version af sig selv.

Fire forskellige topkilder i regeringspartiet Venstre bekræfter, at embedsmænd især i Udenrigsministeriet har arbejdet på at lancere en ny Lars Løkke. En version Løkke 2.0, er der en kilde, der kalder det.

Ud med fadbamser og sager om habitter og underbukser.

Ind med statsmanden og international respekt. Det er planen.

»Tilliden til Lars Løkke er for opadgående, og det arbejder vi på. Vi, der er tæt på Lars, mener, han er undervurderet. Vælgerne har selvfølgelig altid ret, men vi synes, Lars er bedre end sit rygte,« siger Venstres magtfulde gruppeformand Søren Gade.

Især tre begivenheder har på det seneste bidraget til at skabe et nyt og mere positivt image for Løkke.

TV-serien Statsministrene. Besøget hos USAs præsident Donald Truimp. Og det internationale klimainitiativ P4G.

Løkke klarede sig godt i den populære DR-serie Statsministrene, hvor han var vært for de fire tidligere statsministre. Men hvor Fogh, Thorning, Nyrup og Schlüter kun kan bruge eventuel ny popularitet til at polere deres eftermæle, kan Løkke veksle TV-seriens goodwill til stemmer ved næste valg.

Det var også en succes, da Lars Løkke i marts besøgte præsident Trump i Det Hvide Hus i Washington som den 4. europæiske statsleder og den 9. i hele verden. Et resultat af et hårdt arbejde fra især den danske ambassade i Washington, og ikke mindst Løkke selv, der havde gjort sine hoser grønne hos Trump, og Trumps svigerdatter Vanessa, der er barnebarn af den danske jazzmusiker Kai Ewans

»Det var en ære at byde den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, velkommen i Det Hvide Hus,« skrev Donald Trump efterfølgende i et af sine tweets.

Og 20. september satte Løkke sig så i spidsen for et klimainitiativ, der vil prøve at fastholde Donald Trump på de klimamål, det meste af verden blev enige om i den internationale FN-klimaaftale i Paris i  2015.

I forbindelse med FN's generalforsamling lancerede han en plan, der omfatter 91 storbyer, bl.a.amerikanske byer som New York, Chicago, Los Angeles, Houston og San Francisco, som hellere vil lytte til Løkke end til Trump, og der oprettes en fond på 6 mia. kr. og et hovedkvarter i Washingon.

»Trump misser noget amerikansk lederskab. Det er jo også i USAs interesse. Den luft, vi indånder, og de klimaforandringer, vi oplever, kender ingen grænser,« sagde Løkke i den forbindelse.

»Flere ministerier, bl.a. Udenrigsministeriet, har arbejdet på at skabe nye platforme for statsministeren, især med P4G. Det er en version Løkke 2.0. Løkke er ærgerlig over, at mange af regeringens initiativer ikke helt er trængt igennem i befolkningen,« siger en Venstre-minister, der ønsker at være anonym.

Venstres gruppeformand Søren Gade siger:

»Billedet skal ændres ved, at Lars kommer mere ud blandt folk. Det grønne initiativ skaber respekt i udlandet, og så er det sværere for oppositionen at hævde, at alt sejler herhjemme. Han har også talt Trump imod og fået nye venner i Tyskland og Frankrig. Så udenrigspolitisk mener vi, at operationen er lykkedes. Men derfor har vi selvfølgelig stadig en udfordring herhjemme og ved det kommende kommunalvalg,« siger Søren Gade.

Efter kommunalvalget i 2013 stod Venstre med et historisk godt resultat. Partiet vandt 11 borgmesterposter, og fik indsat borgmestre i 48 af landets 98 kommuner,  så partiet kan næsten kun gå tilbage. Men styrtdykker de, vil det være det tredje forsmædelige valgnederlag i træk. Først EP-valget i 2014, hvor V tabte et mandat ud af tre, så folketingsvalget i 2015, hvor Venstre tabte 13 mandater og dernæst kommunalvalget 21. november.

Sagerne om tøjkøb på Venstres regning og luksusrejser i GGGI-regi stammer fra 2014, men har klæbet til Lars Løkke lige siden.

»Der er lavet en virkelig stor tourplan for Lars Løkke op til kommunalvalget, og når først folk ser ham, gør han et godt indtryk. Det vil også være en generalprøve til folketingsvalget, der sandsynligvis kommer et års tid senere,« siger Søren Gade.

Formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen mener, at Løkke bliver misforstået, og at det er derfor, han ligger lavt i meningsmålingerne.

»Lars Løkke har altid gjort en indsats for landet, og det er blevet overskygget af personsager. Det er meget flot at han kommer i Det Hvide Hus som den 4. europæiske stasleder. Han står sig godt internationalt, og der bliver lyttet til ham. Ude i verden har de jo ikke hørt om fadøl og underbukser,« siger Søren Espersen.