Det var angiveligt den nuværende spidskandidat for Venstre i Hovedstaden, der startede traditionen med at folkevalgte kunne låne lokalerne på Københavns Rådhus gratis. Også selv om det stred mod kommunens egne regler.

Venstre-politikeren Cecilia Lonning-Skovgaard lånte som den første en sal på Københavns Rådhus gratis.

Det skete ifølge Politiken i 2012, da hun skulle holde bryllupsreception.

I den forgangne uge forlod den radikale borgmester Anna Mee Allerslev sin post og sit kandidatur til det kommende kommunalvalg efter blandt andet BTs afsløringer om, at hun havde lånt rådhussalen gratis, da hun blev gift i august.

Politiken skriver lørdag, at traditionen med, at folkevalgte brugte lokalerne gratis, begyndte i Cecilia Lonning-Skovgaards bryllup.

Året forinden havde Københavns Borgerrepræsentation ellers besluttet, at kommunen ikke måtte stille lokaler gratis til rådighed til private arrangementer.

Kommunen har en prisliste, som viser, at salen, som Cecilia Lonning-Skovgaard ville afholde sin reception i, koster 65.000 kroner at leje.

Alligevel godkendte de forskellige partiers gruppeformænd på et møde, at venstrekvinden kunne låne salen gratis.

Ifølge Politiken var det reelt her, der blev skabt tradition for, at politikerne kunne låne rådhusets lokaler uden om kommunens egne regler.

Embedsmænd på overarbejde: Se ALLE Anna Mee Allerslevs 84 bryllupsspørgsmål

Flere andre kommunale politikere har siden benyttet sig af muligheden, og altså også den radikale integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev, som fik at vide af embedsmændene, at det var i orden at bruge rådhusets store hal uden at betale lokaleleje.

Cecilia Lonning-Skovgaard har ikke ønsket at udtale sig om sagen til Politiken, men har tidligere sagt til Berlingske:

»Det var i to timer, fra kl. 15-17, hvor vi serverede rådhuspandekager, crémant og kaffe og vand, og jeg tror, at de, som ville, kunne få en øl. Det betalte vi så for, ligesom vi betalte for serveringspersonale, vagter, bordopdækning og så videre.«