»Det er meget tydeligt, at Peter Hummelgaard og Socialdemokratiet ikke mener, man skal have frihed til at være medlem af den fagforening, man selv ønsker.«

Sådan siger Venstre-profil Jan E. Jørgensen, der forholder sig skeptisk til, om beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kan være upartisk, efter ministeren søndag udtalte, at han har forståelse for, at det kan skabe frustration, når ikke alle ansatte ønsker at være medlemmer af den samme fagforening.

Men det er at læse ministerens udtalelser, som fanden læser biblen, siger beskæftigelsesministeren.

Han udtalte til Ritzau, at han har forståelse for frustrationen blandt ansatte, der ønsker alle på arbejdspladsen i samme fagforening.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har forståelse for, at det kan skabe frustration, når alle ikke vil være medlem af den samme fagforening, men den udtalelse falder flere V-profiler for brystet. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har forståelse for, at det kan skabe frustration, når alle ikke vil være medlem af den samme fagforening, men den udtalelse falder flere V-profiler for brystet. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»På den ene side kan jeg sådan set sagtens forstå, at man på bestemte arbejdspladser kan være frustrerede, irriterede og synes, at det er dybt uretfærdigt, at man gennem et stærkt fællesskab er med til at forhandle gode overenskomster, lønstigninger og arbejdsvilkår hjem, og der sidder en, to eller tre og siger, at det vil de ikke være med til at bidrage til.«

»Men det er nu engang sådan, reglerne er. De har ret til at melde sig ud af det fællesskab. Uanset hvor usolidarisk eller egoistisk, man kan synes, det er,« udtalte ministeren til Ritzau.

»Hans udtalelser viser med al tydelighed, at man har sat ræven til at vogte gæs,« siger Jan E. Jørgensen.

Beskæftigelsesordfører i Venstre Hans Andersen mener også, det er problematisk, at ministeren udtrykker forståelse for medlemmerne af 3F i stedet for at tage et opgør med fagbevægelsens metoder.

Beskæftigelsesordfører for Venstre Hans Andersen mener, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) burde indkalde 3F's ledelse til møde i kølvandet på historierne om, at flere af foreningens medlemmer og klubber ikke respekterer retten til frit at vælge fagforening.
Beskæftigelsesordfører for Venstre Hans Andersen mener, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) burde indkalde 3F's ledelse til møde i kølvandet på historierne om, at flere af foreningens medlemmer og klubber ikke respekterer retten til frit at vælge fagforening. Foto: Philip Davali
Vis mere

»Jeg synes, han skulle tage en alvorlig snak med 3F's formand og få 3F til at stoppe de bøllemetoder, de bruger over for mennesker, der ønsker at være medlem af en anden fagforening end 3F, og som desværre i hundredvis må forlade deres job på grund af 3F's ageren,« siger Hans Andersen.

Han mener, at ministeren burde sætte sig ned sammen med 3F og forklare dem, at der er en lovgivning, som skal overholdes.

De møder er dog allerede i kalenderen, fortæller Peter Hummelgaard, der understreger, at han tager afstand fra de metoder, 3F's medlemmer har benyttet for at tvinge deres kollegaer ind i samme fagforening som dem selv.

»Der er helt og aldeles indiskutabelt frit valg, og det bør være så attraktivt at være medlem af en fagforening, at det slet ikke er nødvendigt at forsøge at tvinge folk til medlemskab. At det foregår nogle steder, er problematisk, og det er en kultur, som fagbevægelsen har et ansvar for at rydde op i, og det vil jeg indskærpe over for dem ved kommende møder,« siger Peter Hummelgaard.

EU-ordfører for Venstre Jan E. Jørgensen mener, det er problematisk, at beskæftigelsesministeren viser forståelse for, at det frie fagforeningsvalg skaber frustration på nogle arbejdspladser.
EU-ordfører for Venstre Jan E. Jørgensen mener, det er problematisk, at beskæftigelsesministeren viser forståelse for, at det frie fagforeningsvalg skaber frustration på nogle arbejdspladser. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Socialdemokratiet har historisk set haft et nært bånd til fagbevægelsen og 3F, og begge V-profiler mener, det gør det vanskeligt for beskæftigelsesministeren at være upartisk i sagen.

»Han skal huske, han er beskæftigelsesminister for alle på arbejdsmarkedet. Ikke bare 3F's medlemmer,« siger Hans Andersen.

Jan E. Jørgensen kritiserer også, at Peter Hummelgaard giver udtryk for, at man kan synes, det er usolidarisk eller egoistisk at melde sig ud af en bestemt fagforening

»Han sidder i en position, hvor han skal medvirke til, at de arbejdsretslige regler følges, så man kan da blive stærkt i tvivl, om han kan forholde sig upartisk, når han så tydeligt tilkendegiver, at han har forståelse for dem, der med grove trusler og chikane forsøger at presse folk til at være medlemmer af 3F,« udtaler Jan E. Jørgensen.

Peter Hummelgaard understreger dog, at det, at han har forståelse for ønsket om, at ansatte er organiseret i en fagforening, langtfra er det samme som at blåstemple en kultur, hvor organiseringen sker ved hjælp af trusler og tvang.

»Jeg er partisk i den forstand, at jeg tror på, at organisering på arbejdsmarkedet skaber gode lønninger og gode arbejdsvilkår, men jeg kan godt adskille mål og midler. Jeg synes ikke, tvang og trusler er et godt middel. Ønsker man en høj grad af organisering, skal man finde andre måder at arbejde med det på,« siger han.