DSB har nægtet at oplyse folkevalgte politikere i Folketinget om de kritisable forhold i selskabet DSB Sverige. 

BT kunne tirsdag afdække, at DSB samlet har tabt 715 mio. kr. på deres investeringer i Sverige, men det er ikke nok for Venstres medlem af Folketingets Transportudvalg Martin Geertsen.

Han har bedt om specifikke regnskabstal for DSBs svenske ruter, DSB Uppland AB, DSB Småland AB og DSB Roslagståg AB for de første tre kvartaler af 2012.

Men DSB ønsker ikke oplyse om ruterne. Det skriver transportminister Henrik Dam Kristensen i et brev til Martin Geertsen, som er videresendt til hele Transportudvalget.

Martin Geertsen, som i kraft af sit embede som folketingspolitiker er valgt til at træffe politiske beslutninger om DSB, er vred over, at han ikke kan få udleveret oplysningerne.

- Jeg er rasende over, at DSB ikke vil oplyse mig om driften i de svenske selskaber. DSB er en offentlig virksomhed og det er vores opgave at udstikke de politiske retningslinier for DSB. I sidste ende så falder DSBs problemer tilbage på os som politikere, forklarer Martin Geertsen.

Henrik Dam Kristensens særlige rådgiver henviser til, at DSB offentliggør de samlede kvartalstal for DSB Sverige, men det gør Martin Geertsen endnu mere gal.

- Nu er da jeg først rigtigt sur. Jeg bad om regnskaber for de enkelt aktiviteter hver for sig. Netop for at kunne følge med, hvilke ruter, som præsterer hvad. Så enten aner DSB ikke, hvad de enkelte ruter bidrager med af under- og underskud eller også må de jo fastholde ikke at ville oplyse tallene til Folketinget. Den arrogance og seen ned på DSB's ejere er hidtil uset, siger Martin Geertsen.