Der er brug for en økonomisk gulerod til unge, der ikke er overvægtige, når de når konfirmationsalderen.

Det mener læge og regionsrådsmedlem i Midtjylland Jørgen Winther (V), der sammen med sin kæreste, læge Ulla Lægaard, nu kommer med et kontant forslag: Hvis de unge holder sig på normalvægten, skal de have 22.000 kroner. Forslaget vil koste en milliard kroner om året, skriver Århus Stiftstidende.

»Det vil være en udgift de første år. Men ret hurtigt vil regnestykket vende rundt og vise et overskud. Eksempelvis er en af risiciene ved overvægt, at flere bliver ramt af sukkersyge. I Danmark bruger vi for øjeblikket 100 millioner kroner om dagen til diabetes-behandling, så der er mange penge at spare,« siger Jørgen Winther til avisen.

Han fortæller videre, at han er villig til at give de unge to chancer til: Hvis de er normalvægtige på deres 18- eller 25 års-fødselsdag, kan de også få bonussen udbetalt der.

Baggrunden for det utraditionelle forslag er, at en femtedel af alle danske unge er overvægtige - og at man som overvægtig har øget risiko for slidgigt, astma, forhøjet blodtryk og blodpropper i hjerte og hjerne samt kræft. Dertil kommer den psykiske bagside. Ekstraudgifterne vil dermed kunne tjenes hjem, mener Jørgen Winther.

Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, er dog ikke klar til at gå den vej.

»Jeg deler udgangspunktet med Jørgen Winther, at det er en trist udvikling, vi har set over en årrække - at alt for mange børn er overvægtige. Vi har et stort samfund i at sikre, at vores børn er sunde og trygge. Men jeg ser ikke umiddelbart for mig, at kontant belønning er vejen at gå i forhold til adfærdsændringer,« siger hun til B.T. og understreger, at særligt forældrene er vigtige, hvis unge skal holde sig på den sunde side.