Går Venstres formand og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen igen ned med stress?
Venstre-medlem af kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyns kommune, Jack Odgaard, frygter, at der kan komme et tilbagefald for formanden, der 1. august er kommet tilbage efter sin sygemelding, skriver DR.
»Man ser ofte, at folk, der kommer tilbage efter stress, får en tur mere. At være toppolitiker er ikke et 8-16 job. Så jeg kan være bange for, at det sker igen,« siger V-politikeren til DR Fyn, hvor han dog også understreger, at han er glad for at se formanden tilbage.
Jakob Ellemann-Jensen var yderst hårdt ramt, da han i marts blev sygemeldt med stress.

I sit første interview, efter han for seks måneder siden blev sygemeldt med stress, fortæller Jakob Ellemann-Jensen til DR, at han i februar befandt sig i Statsministeriet, da han fik et ildebefindende.
»Jeg blev hentet med blå blink,« sagde Ellemann i interviewet.
Han blev undersøgt for en blodprop i hjernen og hjertesygdom på Rigshospitalet, men der var ikke nogen tegn på fysisk sygdom.
Jakob Ellemann-Jensen troede, han var klar til at genoptage arbejdet, da han blev udskrevet fra Rigshospitalet.
Men kort efter blev han sygemeldt med stress, og han fortæller i interviewet med DR, at han i starten af sin sygemelding ikke engang kunne overskue at gå tur med sin hund.
I maj kunne Jakob Ellemann-Jensen oplyse, at han efter råd fra læge og psykolog ville vende tilbage til Christiansborg 1. august, hvilket han altså har gjort.
Da sagde Pernille Steen Pedersen, der er adjunkt på Department of Business Humanities and Law på CBS og forsker i stress, at det er godt at sætte en deadline for, hvornår man vender tilbage til sit arbejde.
»Deadlines hjælper. Om det så er at løbe et maraton. Der sætter man også en dato. Om man er klar? Det finder man ud af, når man løber løbet,« sagde forskeren 11. maj til B.T.
