Afsløringen af, at kommunikationsbureauet Waterfront hyrede privatdetektiv til overvågning af DSB-kritisk journalist, svækker ledelsen, mener Venstres medlem af Transportudvalget, Martin Geertsen.

BTs afsløring af, at kommunikationsbureauet Waterfront i august 2012 hyrede en privatdetektiv til at overvåge den DSB-kritiske journalist Lars Abild, svækker tilliden til DSBs nuværende ledelse. Det mener Venstres medlem af Transportudvalget, Martin Geertsen.

»Hidtil har man kunnet dække sig ind under, at skandalen lå længere tilbage i tiden. Men nu ser det altså angiveligt ud til, at der også er foregået ting og sager under DSBs nuværende ledelse. Det trækker ikke ligefrem op på tillidsskalaen,« siger Martin Geertsen.

Han undrer sig over, at DSB ikke i august 2012 opsagde samarbejdet, da Waterfront begyndte at hyre privatdetektiver til kommunikationsarbejde. Istedet ventede DSB helt til januar med at opsige samarbejdet.

»Jeg vil ikke skyde nogen ved højlys dag, men det er også klart, at transportministeren må ind i denne sag for at forklare, om hans system fortsat har tillid til den nuværende ledelse i DSB,« siger Martin Geertsen.

Politikeren har selv arbejdet i kommunikationsbureauer, og:

»Jeg har aldrig hørt noget lignende. Og det er meget usædvanligt, at et bureau tager metoder i brug, som ikke først er godkendt af kunden,« siger Martin Geertsen.