Forslaget om at begrænse fagforeningers ret til at lave blokader bliver lavet om. Venstre frygter, at det vil åbne for løndumping, fortæller Ulla Tørnæs.

Fagforeninger skal ikke have ret til at lave blokade mod virksomheder, der har overenskomst med en konkurrerende fagforening.

Sådan lød kravet i et beslutningsforslag, som Venstre og Dansk Folkeparti tidligere på året fremsatte på baggrund af sagen om restauranten Vejlegården, som har skabt oprør i LO på grund af sin overenskomst med Krifa.

Men nu bliver beslutningsforslaget omformuleret, fortæller Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, til avisen.dk. I sin nuværende form kan forslaget føre til løndumping på det danske arbejdsmarked, erkender hun.

- Målet med vores beslutningsforslag er jo ikke, at der skal indgås overenskomster til 30 kroner i timen. Målet er at sikre, at foreningsfriheden respekteres, siger V-ordføreren til avisen.dk og forklarer, at man tvinges til at tage kompliceret EU-lovgivning med i det reviderede beslutningsforslag.

Fredag afsiger Arbejdsretten dom i striden mellem Vejlegården og fagforbundet 3F. Hvis afgørelsen falder ud til arbejdsgiverens fordel, er Dansk Folkeparti klar til helt at opgive beslutningsforslaget, fortæller arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted.

- En sejr til Vejlegården og Kristelig Arbejdsgiverforening vil efter min vurdering betyde, at der ikke er behov for at gå ind og ændre loven. Så vil det normale være, at dommen danner præcedens for andre tilfælde, siger han til avisen.dk.

Den udlægning er Ulla Tørnæs imidlertid ikke. Hun fastholder, at der er tale om en principiel sag, som i udgangspunkt ikke har noget med Vejlegården at gøre.