Venstre har fået sit ultimative krav om at frede solcelleejere med i den solcelleaftale, alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance har indgået torsdag eftermiddag. Klima- og energiministeren er blevet nødt til at gå på kompromis på et centralt område.

En ny solcelleaftale sikrer, at solcelleejere ikke får en stor ekstraregning, og at de desuden kan tjene på de solcelleanlæg, de køber for hunredtusindvis af kroner.

Det har oppositionen ifølge Venstres klima- og energiordfører, Lars Christian Lilleholt, sikret, da den tog det med som et ultimativt krav til forhandlingerne om aftalen, der torsdag eftermiddag blev indgået mellem alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance.

- Det var 100 procent et ultimativt krav for os. Vi har lagt et massivt pres på klima- og energiministeren, så de mennesker, der investerer i et solcelleanlæg, også er sikret at få noget ud af deres investering. I den forbindelse er Martin Lidegaard i dén grad gået på kompromis, siger Lars Christian Lilleholt.

I Martin Lidegaards (R) oprindelige udspil til solcelleaftalen var der lagt op til en lovgivning, der ville give en langt lavere støtte til nye solcelleanlæg, og de nye regler skulle også gælde for eksisterende solcelleanlæg efter en overgangsperiode. Priserne på solcelleanlæg er nemlig blevet halveret på meget kort tid, og det har fået mange folk til at investere i dem. Derfor er Folketinget blevet nødt til at revurdere den støtte, staten giver til solcelleanlæg, da de mange nye solcelleanlæg har udgjort en tikkende milliardbombe under statskassen.

Derfor foreslog Lidegaard at alle, der allerede havde investeret i solcelleanlæg, ville få 10 eller 15 år med uændrede støttevilkår. I den nye solcelleaftale er perioden med uændrede vilkår udvidet til 20 år, og den overgangsordning gælder også for de anlæg, der allerede er tilsluttet og opfylder en række kriterier i forhold til tilslutningstidspunkt og kontrakt.

- Hvis ministeren havde fået gennemført sit forslag, ville de 40.000 familier, der har investeret i solcelleanlæg, være kommet i en situation, hvor de allerede efter 10 år ikke længere ville få den støtte, som de var blevet lovet, da de købte anlægget. Det ville have betydet, at deres investering ville have været rigtig dårlig, og mange ville have oplevet, at den i stedet ville have kostet dem rigtig mange penge, siger Lars Christian Lilleholt.

Oppositionen og flere solcelleejere har tidligere været ude med massiv kritik af Martin Lidegaards forslag, og ifølge Lars Christian Lilleholt har ministeren måttet »sluge en lang række ting og trække en masse tilbage«.

Klima- og energiminsteren indrømmer da også selv, at han har taget kritikken til sig.

- Der har været en meget voldsom kritik af mit oprindelige forslag. Jeg har nok også selv været med til at bidrage til forvirringen, og det beklager jeg, men jeg har lyttet til kritikken, og jeg har også forhandlet ud fra den. Derfor er jeg stolt af, at vi nu kan præsentere en aftale, som er rigtig god både for dem, der allerede har købt et solcelleanlæg, og for dem, der vil købe, sagde Martin Lidegaard til Berlingske Nyhedsbureau, efter han havde præsenteret aftalen.