Venstres Anni Matthiesen er den tredje i folketingsgruppen til offentligt at støtte ny ledelse i partiet.

»Det er nødvendigt med nyt blod i toppen af partiet på en eller anden facon.«

Sådan lyder det fra Venstres folketingsmedlem Anni Matthiesen til TV Syd.

Formand Lars Løkke Rasmussen har flere gange understreget, at han ikke går nogen steder.

Men for indenrigsordfører Anni Matthiesen er det tydeligt, at der ikke længere er tillid til formanden, og derfor er det nødvendigt at tage stilling til, hvad der skal ske med formandsposten.

Anni Matthiesen er dermed den tredje i folketingsgruppen til offentligt at støtte en ny formand.

»Jeg har personligt taget stilling til, hvem jeg gerne ser som formand, men det vil jeg ikke afsløre før til landsmødet,« siger hun til TV Syd.

Tirsdag trak folketingsmedlemmerne Preben Bang Henriksen og Carsten Kissmeyer offentligt deres støtte til Venstre-formanden.

Omvendt har en stribe Venstre-profiler i partiets folketingsgruppe på 43 medlemmer udtalt støtte til Lars Løkke Rasmussen som formand.

Det gælder blandt andre Claus Hjort Frederiksen, Troels Lund Poulsen, Lars Christian-Lilleholt, Sophie Løhde og Ulla Tørnæs.

En del af Venstres folketingsgruppe har dog ikke udtalt sig offentligt om, hvordan de ser på den fremtidige ledelse af partiet.

Næste landsmøde i Venstre er sat i kalenderen til 16.-17. november, men Lars Løkke Rasmussen har anmodet om at rykke det til før Folketingets åbning den 1. oktober.

Anni Matthiesen slår fast, at al den ballade, der har været i medierne om Venstre og internt i partiet, ikke har gjort noget godt for partiet.

»Det er vigtigt, at vi tager vores bagland alvorligt – for uden baglandet er vi ingenting,« siger Anni Matthiesen til TV Syd.

Onsdag holdt Venstre gruppemøde, men her blev formandsposten ikke diskuteret.

/ritzau/