Statsejede virksomheder som DONG, DSB og SAS må give den løn, de vil, lyder det fra V.

Hvis direktørerne har sikret sig rygdækning i bestyrelsen, bør der ikke lægges bånd på, hvor høj en løn særligt udvalgte ansatte i statsejede virksomheder skal kunne få. Sådan lyder det fra Venstre i kølvandet på afsløringerne af den nu fyrede DONG-direktør Anders Eldrups udsædvanlige lønpolitik i det statsejede energiselskab, hvor han gav en enkelt medarbejder 'væsentlig mere' i årsløn end sin egen gage på cirka seks millioner kroner.

- Så længe direktøren holder sig inden for retningslinjerne og clearer tingene med bestyrelsen, skal vi som politikere ikke have ondt i bagdelen over, at meget dygtige medarbejdere i statslige virksomheder tjener rigtig mange penge. Direktøren giver jo kun millionlønninger til ansatte, som skønnes at være pengene værd på bundlinjen - det er i hvert fald hans ansvar, siger Venstres erhvervsordfører, Kim Andersen.

SKAL POLITIKERNE SÆTTE ET LOFT OVER LØNNINGERNE I STATSEJEDE VIRKSOMHEDER SOM DONG? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Socialdemokraterne er enige i, at politikerne ikke skal diktere beløbsgrænser for lønniveauet. Men her hører enigheden også op.

- Statsejede selskaber har ofte en stor betydning for det danske samfund, og derfor skal det heller ikke være sådan, at lønninger i statslige virksomheder skal gå fuldstændig amok, uden at vi politikere råber op. Både ud fra et moralsk værdisæt og ud fra en konkret indstilling, skal der være orden i tingene i de statslig ejede virksomheder, siger finansordfører John Dyrby Paulsen (S).



Regeringsmakkeren SF slår andre toner an.

- Jeg har svært ved at se, at man kan være 50 millioner værd i årsløn, hvis man ikke er direktør, men jeg vil ikke afvise, at det konkret kan være tilfældet. Og man må også respektere, at hvis en medarbejder har en eneståenede faglig kompetence, så har han mulighed for at skrue prisen op. Selv i en statslig virksomhed er det sådan, at hvis man har behov for en kompetence, så må man også betale, siger finansordfører Jonas Dahl (SF).

Derimod mener Enhedslisten, at Venstre med sin udmelding 'i ufattelig grad blåstempler grådighed'. Finansordfører Frank Aaen vil sætte en beløbsgrænse.

- Ingen ansatte i statens selskaber bør tjene mere end statsministeren, som får cirka 1,5 millioner kroner om året, siger Frank Aaen.

Skal politikerne sætte et loft over lønningerne i statsejede virksomheder som DONG?

Vil et lønloft gøre det svært for statsvirksomheder at tiltrække den bedste arbejdskraft? Eller skal skatteyderne ikke betale for skyhøje lønninger til grådige erhvervsfolk?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.