DF er lodret imod at ændre på dagpenge og efterløn, og S kalder det forligsbrud. Det afviser Venstre, som kræver åbenhed fra de andre partier.

Arbejdskommissionens forslag om at hæve efterløn og forkorte dagpengeperioden møder hård modstand fra DF og Socialdemokraterne, som ikke vil være med til at pille ved reglerne. S mener endda, at regeringen begår forligsbrud, hvis forslaget bliver vedtaget.

Men Venstre afviser blankt anklagerne om forligsbrud og holder fast i, at der skal gøres noget.

- Der bliver ikke noget forligsbrud. Vi værner om forliget, og vi værner også om velfærdsaftalen. Men det ændrer ikke ved, at jeg synes, at vi alle bør lytte til, hvad der er af muligheder, siger Venstres finansordfører Peter Christensen.

Han holder fast i, at kommissionen skal bidrage med bud på, hvad der er de bedste midler til at få flere i arbejde. Og at en forhandling bør finde sted ud fra kommissionens endelige forslag.

- Det er vigtigt, at alle politiske partier er åbne over for de forslag, der kommer, fordi det er vigtigt, at vi får øget arbejdsstyrken, siger Peter Christensen.

/ritzau/