Venstres nye nulvækstpolitik vil betyde nedskæringer og koste velfærd, vurderer flere af partiets borgmestre.

Mens Venstres top ikke mener, at partiets nye nulvækstpolitik vil forringe forholdene i det offentlige, er tonen ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten en anden blandt flere af V-borgmestrene.

- Selvfølgelig vil nulvækst for kommunerne betyde nedskæringer, siger Helsingørs borgmester, Johannes Hecht-Nielsen (V), og peger på ældreområdet, bibliotekerne og fritidstilbud til børn som nogle af de områder, der risikerer at mærke sparekniven.

Også Nordfyns borgmester, Morten Andersen (V), har svært ved at se, hvordan velfærdsforringelser kan undgås med nulvækst.

- Det vil garanteret kunne ses på flere områder. Det kunne være længere sagsbehandlingstider som følge af, at vi skal være færre medarbejdere. Det kunne også være normeringerne i daginstitutionerne, siger han til avisen.

På Venstres landsmøde i sidste weekend huggede formand Lars Løkke Rasmussen bremsen i og fremlagde en ny økonomisk kurs for partiet. Ifølge Løkke skal den offentlige sektor ikke længere vokse med 0,8 procent om året. I stedet går Venstre nu ind for et decideret offentligt udgiftsstop, og pengene, der er kommet i kassen som følge af reformer, skal sendes tilbage til danskerne i form af skattelettelser.

- Vi har allerede været inde med kniven, og på et tidspunkt når vi dertil, hvor vi skal være enige om, hvad serviceniveauet skal trækkes ned til, siger Vardes borgmester, Gylling Haahr (V), til Morgenavisen Jyllands-Posten.