Mange rygge vender sig i disse dage mod Lars Løkke Rasmussen. Nu er det Hernings V-borgmester, Lars Krarup, der er faret i flint over den tidligere Venstre formand.

Raseriet skyldes tre linjer i den tidligere statsministers nye bog 'Om De Fleste - Og Det Meste', hvor Lars Krarup mener, at Lars Løkke Rasmussen fordrejer sandheden.

Herning-borgmesteren føler sig gjort til grin og er derfor gået til tasterne på Twitter.

'Det kan synes som en lille ting for mange. Det forstår jeg godt. Men jeg vil ganske enkelt ikke finde mig i med narcissistisk pen i bog at blive gjort til en vittighed af et menneske, jeg vitterlig mener, jeg har hjulpet meget gennem årene.' skriver Lars Krarup.

Helt konkret mener Lars Krarup, at Løkke tilslører sandheden om, hvad der skete den nat, den tidligere statsminister reddede sit politiske liv i kælderen under Odense Congress Center. Det skriver Avisen Danmark.

Faktisk siger han, at der ikke er noget, der stemmer i bogen, og det har gjort den tidligere Løkke-støtter vred.

På side 205 i bogen fortæller Lars Løkke Rasmussen om den dag i 2014, hvor Kristian Jensen var tæt på at vælte ham som formand. Dog i en version, der får Lars Krarup til at rynke på næsen.

Lars Løkke Rasmussens version lyder:

Der var hovedbestyrelsesmøde på Odense Congress Center den 3. juni 2014. Her bliver der sået tvivl om formandsposten, og om Kristian Jensen skal overtage. Løkke beder derfor om en pause.

Herefter går Løkke og Kristian Jensen ned i kælderen, og da de kommer op, er de enige om, at Løkke skal være formand, fordi Kristian Jensen ikke har stemmer nok.

Og netop kældermødet er det, der får Krarup op i det røde felt.

Ifølge Lars Krarup var han nemlig selv til stede, sammen med Kristian Jensen, Lars Løkke Rasmussen og Claus Richter, Venstres pressesekretær.

Hvad der præcist blev sagt i kælderen, vil Lars Krarup dog ikke gå helt i dybden med. Men han fortæller, at han på kældermødet gjorde det tydeligt, at Kristian Jensen ikke vil have et flertal bag sig.

Herefter gik Lars Krarup fra kældermødet og ved derfor ikke, hvad der blev sagt og aftalt efterfølgende.

For Lars Krarup handler det altså om, hvem der var med til mødet.

»Det er simpelthen frækt. Det er en frækhed, som han jo gør med vilje, fordi han ved jo godt, at han bad mig om det, og at jeg ikke havde lyst til det. Han kendte jo godt Kristian og min mangeårige relation,« siger Lars Krarup.

Lars Krarup uddyber, han godt nok var på Løkkes hold og så ham som formand, men samtidig ikke ønskede at afslutte noget for Kristian Jensen.

Derfor mener Lars Krarup altså, at han har ofret meget for Løkke. Blandt andet hans relation til Kristian Jensen.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Lars Krarup.